De tre store bassiner ved tunnelfabrikken i Rødbyhavn, som har været under opførelse de sidste to år, bliver nu gradvist fyldt med havvand. Dermed tager byggeriet af Femern Bælt-tunnelen endnu et skridt mod at kunne sejle det første tunnelelement ud i Femern Bælt.
Tidligt på morgenen torsdag d. 21. september tændte entreprenørkonsortiet Femern Link Contractors, FLC, for de pumper, der skal fylde vand i de tre store bassiner, hvorfra tunnelelementerne skal sejles ud fra i 2024.
– Med de fyldte bassiner er tunnelfabrikken tæt på komplet. De to store porte, der skal kontrollere vandstanden i bassinerne, er godt på vej, og inde på fabrikken er vi begyndt at støbe tunnelelementerne. Den næste store milepæl kommer næste år, hvor vi skal sejle det første færdige element ud, siger construction manager i Femern A/S, Anders Wede.
Tryk play og se vandet fosse ind i tunnelbassinerne:
Kilde: Femern A/S
Har arbejdet på bassinerne i mere end to år
Hvert bassin har en dybde på næsten 11 meter og rummer tilsammen omkring 1,6 mio. kubikmeter vand. Det er den samme mængde vand som i 640 olympiske svømmebassiner, hvilket gør bassinernes størrelse unikt stor.
Vandopfyldningen sker gradvist i en nøje kontrolleret proces for ikke at skade digerne mellem bassinerne.
– Vores entreprenører har arbejdet på bassinerne i mere end to år, så vi har naturligvis alle gået og trippet for at komme i gang med at fylde dem. Det er altid spændende, når man gør noget for første gang, og bassinerne har en nøglerolle i projektet. Alene deres størrelse gør det her til en spektakulær dag på byggepladsen, siger Anders Wede.
Tunnelfabrikken har i alt seks produktionslinjer, og her er støbningen af de første ud af i alt 89 tunnelelementer gået i gang. Bassinerne er bindeleddet mellem fabrikken og arbejdshavnen, hvorfra elementerne udskibes.
Store porte sikrer, at tørdok og bassiner på skift kan fyldes og tømmes med vand efter behov, så elementerne kan flyde fra fabrikken ud til arbejdshavnen og videre ud i Femern Bælt.
Første tunnelelement forventes at blive sænket på plads i 2024.