Markedet er ikke klar til EU’s taksonomi-krav

Der skal løbes hurtigere, hvis ejendomsmarkedet skal implementere de nye bæredygtighedskriterier, som EU har fastsat, mener man hos GBC Denmark.
Direktør Mette Qvist, GBC Denmark. Pressefoto.
Direktør Mette Qvist, GBC Denmark. Pressefoto.

Hos Green Building Council Denmark er man nu klar over, at det kommer til at kræve en endnu større indsats, hvis den danske ejendomsbranche skal kunne leve op til de nye taksonomikriterier, som EU har fastsat.

Dels skal der mere fokus på adgang til indsamling af nødvendige data, og dels er nogle af EU’s kriterier uopnåelige i deres nuværende form. Sådan lyder konklusionen på en undersøgelse foretaget af DGNB i Tyskland i et fælleseuropæisk samarbejde med, Tyskland, Østrig, Spanien og Danmark. Mette Qvist, direktør i Green Building Council Denmark, uddyber:

Gennem undersøgelsen fandt vi, at selv bygherrer, der allerede nu stiller omfattende bæredygtighedskrav til deres byggerier, kan have svært ved at behandle og dokumentere taksonomikriterierne.

Mette Qvist, direktør i GBC Denmark

– Med undersøgelsen ønskede vi på et fælleseuropæisk plan at finde ud af, om kataloget over kriterierne i sin nuværende version har potentiale til at blive et meningsfuldt transformationsværktøj for den bæredygtige omstilling i byggeriet i Europa, eller om der eksempelvis er oplagte muligheder i markedet, som man måske går glip af, siger hun.

I alt 62 bygninger af forskellige typer fra 11 forskellige lande har deltaget i en fælleseuropæisk undersøgelse af EU’s nye taksonomikriterier.

EU har et stort ansvar

Fra Danmark deltog PKA , Danica Pension, Pension Danmark, , NREP, AP Pension, DEAS og ATP Ejendomme i undersøgelsen med byggeprojekter eller eksisterende bygninger.

Undersøgelsen har vist, at de nuværende taksonomikriterier giver et godt grundlag, men der skal fortsat sikres anvendelighed og omsættelighed i kriterierne.

– Gennem undersøgelsen fandt vi, at selv bygherrer, der allerede nu stiller omfattende bæredygtighedskrav til deres byggerier, kan have svært ved at behandle og dokumentere taksonomikriterierne. Det viser, at der stadig er et behov for at videreudvikle kriterierne og gøre dem meget mere tilgængelige, siger Mette Qvist, som mener, at EU her har et ekstraordinært ansvar for at formulere klare retningslinjer.

– Den grundlæggende gennemførlighed skal sikres, og det hele skal udformes så håndterbart som muligt for at undgå unødvendige dokumentations- og behandlingsomkostninger, lyder det.

Præsentation af undersøgelse

De fire Green Building Councils er udkommet med en fælles rapport, som lister en række af de muligheder og udfordringer, der er med den nuværende udformning af EU’s taksonomikrav.

Green Building Council Denmark inviterer i den forbindelse til en online præsentation af rapporten tirsdag 6. april klokken 14 til 15.30 for alle interesserede.

Ved præsentationen vil der være en gennemgang af de vigtigste pointer fra rapporten samt en diskussion med et udsnit af projektdeltagerne fra undersøgelsen. Derudover vil Green Building Council Denmark sammenholde EU’s oplæg til taksonomikriterier med gældende DGNB-kriterier.

Relateret indhold