Ny Nørreport klar til brug

Den store ombygning af Nørreport Station i København er nu nået til vejs ende, og byggeriet kan officielt åbnes 10. januar.
10. januar åbner Ny Nørreport officielt. Illustration: COBE and Gottlieb Paludan Architects.
10. januar åbner Ny Nørreport officielt. Illustration: COBE and Gottlieb Paludan Architects.

I tre år har transformationen af Nørreport Station til Ny Nørreport stået på, men nu er byggeriet færdigt, og stationen kan officielt indvies 10. januar. Det skriver Byens Ejendom. Dermed har et af landets største knudepunkter fået et væsentligt løft – som blandt andet kommer cyklisterne til gode – og samtidigt er stationen gået fra at være proppet byggeplads til fuldt funktionsdygtig.

Det er naturligvis noget, der kaster glade kommentarer af sig fra flere sider.

– Efter et godt og frugtbart samarbejde mellem Københavns Kommune, Banedanmark og DSB, står vi nu klar til tiden med en fuldstændigt forandret plads og station med et let og lyst udtryk, som forhåbentlig vil glæde både københavnerne og alle de rejsende, der hver dag bruger stationen, siger administrerende direktør Jesper Hansen fra Banedanmark til Byens Ejendom.

Glad overborgmester

Det er BaneDanmark, DSB og Københavns Kommune, der står bag projektet. Og fra sidstnævnte er Københavns overborgmester Frank Jensen naturligvis også glad for, at stationen, der dagligt bruges af 250.000 mennesker, nu er færdig.

– Nørreport Station er et af Københavns mest travle trafikknudepunkter, og ombygningen har været en lang og hård proces for både de rejsende, naboerne og butikkerne i området. Men nu står Nørreport endelig færdig, og resultatet er imponerende flot. Jeg er glad for, at vi nu kan åbne en ny og markant bedre Nørreport Station til glæde for både de mange tusinde, der hver dag kommer rejsende med tog, metro og bus, og alle dem, der bare kommer forbi Nørreport, siger Frank Jensen.

Byggeprocessen har dog ikke været helt uproblematisk, da det oprindeligt var det nu konkursramte E. Pihl & Søn, som var hovedentreprenør på projektet. Efter konkursen i 2013 tog Per Aarsleff og Aarsleff Rail over, og de har nu fuldført opgaven.

Byggeriet har nu stået på i tre år. Illustration: COBE and Gottlieb Paludan Architects.
Byggeriet har nu stået på i tre år. Illustration: COBE and Gottlieb Paludan Architects.

Relateret indhold