Københavns Kommune er desværre helt alment kendt i byggebranchen for de alenlange sagsbehandlingstider, og det koster både besvær, tid og penge for virksomhederne i byen.
En ny analyse fra EjendomDanmark viser, at byggesagsbehandlingstider i København koster mere end 100 mio. kr. årligt. I København havde man i 2020 en gennemsnitlig sagsbehandlingstid, der lå 65 dage over gennemsnittet for alle kommuner i landet. EjendomDanmark har estimeret, at det svarer til, at ejendomsvirksomhederne i København var pålagt en ekstraregning på ca. 107 mio. kr. hvert eneste år.
Mere end 30 mio. kr. i ’20 og ’21
Og det er jo ikke fordi, at der ikke er tilført ressourcer til området. Gennem en årrække er der afsat mange mio. kr. til nedbringelse af sagsbehandlingstiderne – alene i 2020 og 2021 er der afsat mere end 30 mio. kr. direkte til styrket byggesagsbehandling. Men lige meget har det hjulpet, og gang på gang sendes aben videre til erhvervslivet. Det virker mest af alt som om, vi konstant hælder penge ned i et stort sort hul, der aldrig fyldes helt op. Og vi må konstatere, at med Enhedslisten på borgmestertaburetten i teknik- og miljøforvaltningen bliver opgaven ikke løftet. Enhedslisten har ikke præsenteret nogle overbevisende bud på at komme problemerne til livs.
Vi står på den ene side med en byggebranche i vækst og på den anden side med et kommunalt og administrativt apparat, der til stadighed spænder ben for branchen og yderligere vækst. Nu er det tid til forandring.
Store som små skaber byens fremgang
I Venstre er vi optaget af fremtidens arbejdspladser – fra stor grøn entreprenør til lille håndværker og butiksdrivende. For det er lige præcis de virksomheder – store som små – der har skabt grundlaget for byens fremgang i form af arbejdspladser, handel, turisme og ikke mindst en levende by fyldt med spændende tilbud. Vi skal passe på vores erhvervsliv og sikre gode og forudsigelige rammevilkår – herunder service for virksomhederne.
Derfor skal der sættes massivt ind for at løfte opgaven, så vi kan udvikle det byrum, vi ønsker, og bygge de boliger, vi har behov for i København.