GXN får ny ledelse

Kasper Guldager forlader 3XN's forsknings- og innovationsenhed.
GXN udvider ledelsesstrukturen med - fra venstre - Susan Jayne Carruth, Kåre Stokholm Poulsgaard og Lasse Lind. Pressefoto.
GXN udvider ledelsesstrukturen med - fra venstre - Susan Jayne Carruth, Kåre Stokholm Poulsgaard og Lasse Lind. Pressefoto.

Den grønne tænketank GXN blev etableret i 2006 af 3XN’s grundlægger Kim Herforth Nielsen og GXN’s direktør Kasper Guldager for at systematisere arbejdet og tværfagligheden indenfor bæredygtighed, og gøre det til en integreret del af 3XN’s kerneforretning.

Efter 15 år ved roret har Kasper Guldager valgt at søge nye udfordringer og giver stafetten videre til næste generation som skal fastholde og fortsat udvikle GXN’s position og strategiske kerneområder.

– Jeg har brugt hele min karriere på at udvikle GXN til den praktiserende tænketank den er i dag, og jeg er ekstremt stolt af at kunne overdrage en sund forretning i fremdrift til et team uden sidestykke, siger Kasper Guldager, som nu sætter sig nu på den anden side af bordet som ejendomsudvikler, hvor han skal udvikle bæredygtige byggerier.

GXN udvider ledelsesstrukturen med Lasse Lind, partner i GXN og Head of Consultancy, Susan Jayne Carruth, Head of Operations og Kåre Stokholm Poulsgaard, Head of Innovation. Alle tre kommer fra nøgleroller i GXN gennem en årrække, og har været del af den vækstrejse, som GXN er på. Det er således erfarne kræfter, der fører GXN videre til næste kapitel.

GXN er i dag en af verdens førende forsknings- og innovationsenheder inden for bæredygtighed i branchen, og beskæftiger mere end 20 ansatte med mangfoldige kvalifikationer. Forsknings- og innovationsenheden specialiserer sig indenfor cirkulært design, adfærdsdesign og digitalt design, og indsamler og anvender den nyeste viden om materialer, bæredygtighed, adfærd og nye teknologier i tegnestuens design og arkitektur.

Relateret indhold