Fakta om byggeriet
- Navnet Cobot Hub – kommer fra en sammentrækning af “collaborative” og “robots”.
- 3XN er hovedansvarlig for designet men arbejder sammen med MOE og HJ Landskab om den endelige udformning.
- Bygherre: Universal Robots og Mobile Industrial Robots.
- Størrelse: 20.000 kvadratmeter
- Byggesum: Kvart milliard kroner
- Forventet færdig: 2023
De danske robot-producenter UR og MiR vokser med raketfart, og pladsen mangler. Derfor har man netop skrevet under på en aftale med arkitekt- og rådgivervirksomheden 3XN om opførslen af et nyt domicil.
– I øjeblikket har både Universal Robots og vi fordelt vores danske aktiviteter på fem forskellige adresser i Odense, og vi har en meget høj vækst, der hele tiden betyder, at vi har udfordringer med at få plads nok. Det er baggrunden for beslutningen om, at vi nu vil samle en del af aktiviteterne i et nyt fælles domicil, som bliver verdens største hub for kollaborative robotter, siger administrerende direktør Søren Nielsen fra MiR. Hans “kon-kollega” fra UR uddyber gerne, hvorfor valget faldt på 3XN.
– Det skyldes virksomhedens evner til at skabe bygninger med fokus på innovative og kreative miljøer. Det går hånd i hånd med vores og MiR’s fokus på at udvikle fremtidens robotter, der kan være med til at indfri det store markedspotentiale, der er indenfor for collaborative automation, siger Greg Smith, der er midlertidig President for Universal Robots.
Skræddersyede rammer
Barren er sat højt for UR og MiR’s kommende domicil i “cobot-hovedstaden” i Odense. Ligesom robotter består af sammensatte komponenter, er Cobot Hub sat sammen af moduler, der er skræddersyet til de to robotvirksomheder og deres forskellige og specialiserede behov.
– Vi har fra begyndelsen arbejdet tæt sammen med de mennesker, der skal bruge bygningen, når den står færdig, og har gennemført en lang række interviews for at danne os et billede af, hvilke behov der skal dækkes i det nye domicil. Vi skulle have flere ting til at spille sammen. Den nye bygning skal rumme selvstændige virksomheder, der har behov for alt lige fra traditionelle kontorpladser til værksteder, laboratorier og kreative robotlegerum, hvor fremtidens robotter udvikles, siger Audun Opdal, arkitekt og ansvarlig seniorpartner for projektet fra 3XN.
Det arkitektoniske udtryk er drevet af de sammensatte moduler og en adaptiv tilgang, der giver en fleksibilitet, så bygningen kan skaleres efter fremtidens behov. Det betyder, at betydelige dele af bygningen kan omformes og genbruges både materialemæssigt og strukturmæssigt.
Der arbejdes derfor med en konstruktion i træ, der har et stort genbrugspotentiale, og som ud over at være et æstetisk og levende materiale er godt for indeklimaet, da det lagrer CO2 gennem hele sin levetid.
Grobund for udvikling og trivsel
Den lave bygning blender desuden naturligt ind i det grønne område, den er omgivet af. Cobot Hub er designet ud fra ideen om en campus, der indeholder åbne kontorlandskaber samt fælles arealer, hvor medarbejdere kan mødes uformelt på tværs af de to organisationer. Formålet er at skabe grobund for udveksling af viden, hvor innovation, kreativitet og trivsel kan blomstre.
– Denne udfordring er blandt andet løst ved at prioritere en række fællesarealer og atrier, der åbner bygningen op og skaber synlighed og transparens på tværs, og tilskynder til social interaktion og samarbejde mellem mennesker og afdelinger. Rumlige kvaliteter som dagslys og grønne arealer bidrager desuden til medarbejdernes trivsel, siger Audun Opdal.
En fælles gårdhave kommer til at udgøre Cobot Hubs hjerte, og bliver en vigtig del af det sociale liv. Her har medarbejderne mulighed for at mødes på tværs af organisationerne samtidig med, at de to virksomheders “geografiske grænser” opretholdes inde i bygningen.
Navnet på det kommende domicil Cobot Hub kommer fra en sammentrækning af “collaborative” og “robots”, og omfatter robotter, der fungerer i et samarbejde eller interaktion med mennesker.