Dianalunds bæredygtige bydel skal bygges på naturens præmisser

Pilegårdstrekanten - Dianalunds nye bydel med cirka 300 boliger - får natur, fællesskaber og bæredygtighed som omdrejningspunkt med inspiration fra FN's verdensmål.
Overbliksbillede af helhedsplanen for Pilegårdstrekanten. Illustration: Årstiderne Arkitekter/Sweco.
Overbliksbillede af helhedsplanen for Pilegårdstrekanten. Illustration: Årstiderne Arkitekter/Sweco.

Pilegårdstrekanten

  • Et 175.000 kvm stort område
  • Et miks af boformer og boligtyper, dvs. rækkehuse, etagehuse og parcelhuse
  • I alt ca. 300 boliger og ca. 700 beboere
  • Offentlig høring af lokalplanforslaget januar – februar 2021
  • Endelig vedtagelse af lokalplanforslaget i april 2021
  • Byggemodning september 2021 – februar 2022
  • Udbud og salg af grunde i februar 2022 med forventet overtagelse i juni 2022

Helhedsplanen for den 175.000 kvadratmeter store udbygning af Dianalund er udviklet af Årstiderne Arkitekter, som er en del af Sweco. Her har et tværfagligt team af arkitekter, ingeniører, biologer og bæredygtighedseksperter fra arkitekt- og ingeniørvirksomheden siden foråret arbejdet med at udvikle en sammenhængende helhedsplan med natur og fællesskab i fokus. På baggrund af helhedsplanen har Sorø Kommune udarbejdet et lokalplanforslag, som understøtter helhedsplanens principper og visioner.

– Lokalplanforslaget lægger op til at skabe et attraktivt og bæredygtigt boligområde med gode muligheder for fællesskaber og naturoplevelser lige uden for døren. Med et miks af boformer vil området være interessant for mange borgere, siger borgmester Gert Jørgensen (K).

Natur og boliger hånd i hånd

Lokalplanforslaget lægger op til en bebyggelse med fællesskabet som omdrejningspunkt, hvilket understøttes af varierede boligtyper, fællesarealer og fælleshuse. Boligerne skal bygges af sunde og langtidsholdbare materialer. Endelig er det visionen, at byudviklingen sker på landskabets og naturens præmisser.

– Ofte ser man det modsatte, nemlig at boligerne får forrang for naturen, der så må klemmes ind på den tilbageværende plads. For Pilegårdstrekanten har vi taget afsæt i de geotekniske undersøgelser og identificeret tørre og våder områder, der egner sig til nedsivning af regnvand og regnvandsbede. Vi har lavet en varieret beplantningsplan efter stedets naturligt forekommende fauna og har valgt træer og buske, så de passer til jordbundsforholdene. Tilsammen danner landskabet en blå-grøn struktur for området, som afgør bebyggelsens placering, forklarer Malene Jensen, der er byplanlægger og projektleder hos Årstiderne Arkitekter og har udarbejdet helhedsplanen.

Regnvandsveje

Lokalplanforslaget opdeler området i seks delområder med navne som Bøgeparken, Lærkedalen og Tjørneengen, hvilket afspejler, at naturen er højt prioriteret og bliver en identitetsmarkør for områdets beboere. Den samlende blå-grønne struktur øger biodiversiteten, skaber spændende natur og bedre regnvandshåndtering, der understøttes af bede langs alle boligvejene, som forsinker regnvandet.

Samlet set lægger lokalplanforslaget op til en bydel med plads til mange forskellige familietyper i de cirka 300 boliger og med plads til omkring 700 beboere. Både helhedsplanen og lokalplanforslaget er udviklet i tråd med Sorø Kommunes Vision 2022 og FN’s verdensmål med særligt fokus på mål 11, 12 og 13 og ikke mindst mål 3 om sundhed og trivsel. Ambitionen er at understøtte mental og fysisk sundhed via fællesskaber på tværs af generationer via den blandede bebyggelse, fælleshusene samt en varieret og inspirerende natur.

Relateret indhold