Fast hold skal renovere skoler for trecifret millionbeløb

Egedal Kommune har efter en udbudsrunde med tre prækvalificerede byggeteams udvalgt sin strategiske byggepartner til renovering og modernisering af kommunens skoler de kommende år.
Kontraktsummen er op til 400 millioner kroner. Foto: Colourbox.
Kontraktsummen er op til 400 millioner kroner. Foto: Colourbox.

Egedal Kommune forventer, at der kan indgås kontrakt medio november 2020 med det vindende team, som består af en totalentreprenør, samt ingeniør-, energi- og arkitektrådgivere.

Det vindende team er:

Totalentreprenør Juul & Nielsen

EKJ Rådgivende Ingeniører

Dansk Energi Management

RUBOW arkitekter

– Når valget er faldet på Juul & Nielsen, er det fordi, de samlet set har leveret det bedste tilbud i den samlede bedømmelse, hvor både økonomi, projektorganisation og kreativitet er blevet bedømt. Vi glæder os til samarbejdet med teamet omkring Juul & Nielsen, siger Sune Impgaard Schou, by- og erhvervsdirektør, Egedal Kommune.

De øvrige to prækvalificerede ansøgerteams, som var med i tilbudsfasen er følgende:

Totalentreprenør Jakon med Cowi, Rum og Arkitema.

Totalentreprenør Einar Kornerup med JJW Arkitekter, JL Engineering og AB Clausen Rådgivende Ingeniører.

Et strategisk partnerskab på fire år

Egedal Kommune indgår i det strategiske partnerskab, som løber over årene 2021-2024, med en øvre ramme på op til 400 millioner kroner. Heraf er der øremærket 250 millioner kroner til udbygnings- og renoveringsopgaver på fire skoler.

Som en essentiel del af det samlede projekt skal der skabes kreative læringsmiljøer for børn og unge samt skabes multifunktionelle rum til gavn for skolen og for udefra kommende brugere.

Relateret indhold