Tre budskaber til kandidaterne

Lars Autrup er direktør i Arkitektforeningen.
Lars Autrup er direktør i Arkitektforeningen.

Så er der udskrevet valg. Arkitektforeningen har tre klare budskaber til folketingskandidaterne: Der skal sættes klare klimamål for byggeriet, segregering skal modarbejdes, og så skal vi igen have et regionalt planniveau, som sikrer sammenhængskraften i Danmark.

Især det sidste vil jeg lægge vægt på, når jeg taler med beslutningstagere rundt om i landet. For planlægning af det fysiske miljø kan være med til at styrke både sammenhængskraft og klima, fra øst til vest og mellem by og land.

Hvis vi kigger på hovedstaden, så brillerer den ved en kraftig udvikling styret af Fingerplanen, som har været der i mange år. Det står i skarp kontrast til andre regioner, hvor kommuner er overladt til egen udvikling og må klare sig selv. Et godt eksempel er tårnet i Brande. Her får en lille kommune lov til at træffe en beslutning, som påvirker en hel masse mennesker i en hel region. Sådan bør det ikke være.

Jeg håber, at I som medlemmer, eller som almindeligt arkitekturinteresserede, vil være med til at bringe disse budskaber ud til de lokale kandidater, både under og efter valgkampen.

Relateret indhold