Gazelle-tømrer løb sig selv ihjel

Den vestjyske tømrervirksomhed LR Tømrer, Snedker & Inventar ApS er gået konkurs efter at blive kåret som gazellevirksomhed af Børsen.
Gazelle gik konkurs efter flere dårlige projekter. Foto: Stevepb / Pixabay.com.
Gazelle gik konkurs efter flere dårlige projekter. Foto: Stevepb / Pixabay.com.

LR Tømrer, Snedker & Inventar ApS

  • I 2016 beskæftigede virksomheden 5 mand.
  • Året efter beskæftigede virksomheden 11.
  • De sidste 4 år har virksomheden haft en soliditetsgrad over 10 procent – de sidste tre, har den været over 15 procent.
  • Virksomheden havde i 2017 et resultat før skat på 98.000 kroner og en egenkapital på 408.000 kroner.

Sidste år blev tømrervirksomheden LR Tømrer, Snedker og Inventar ApS kåret som gazellevirksomhed af Dagbladet Børsen på grund af en vækst på hele 235 procent.

Men den holdt ikke. Dårlige projekter og retssager lagde for meget pres på likviditeten, der i forvejen var udfordret af, at samarbejdspartnere trak betalingerne ud.

Det skriver JydskeVestkysten.

– Vi mister selv penge, og det kommer formentlig også nogle andre til, men de fleste har været forstående og sågar tilbudt os arbejde. De ved godt, at det, der er sket, ikke har været i nogen ond mening, tværtimod, siger Lars Mose Olsen, den tidligere medindehaver, til JydskeVestkysten.

Relateret indhold