Ny organisation: Vi skal udnytte energien bedre

Kim Fausing, koncernchef og CEO i Danfoss og medstifter af Synergi. Pressefoto.
Kim Fausing, koncernchef og CEO i Danfoss og medstifter af Synergi. Pressefoto.

Mere effektiv og klog udnyttelse af den energi, der allerede produceres, er ifølge flere internationale analyser essentielt for at begrænse de samfundsmæssige omkostninger i forbindelse med omlægningen af vores energikilder.

I dag høster Danmark ikke nok af de økonomiske gevinster, der er ved at udnytte energien bedre. Det er bl.a. på den baggrund, at Danfoss, Grundfos, Velux og Rockwool, som arbejder med energieffektive teknologier, i dag lancerer interesseorganisationen Synergi, der skal sikre danskerne det mest omkostningseffektive samspil mellem vedvarende energi og energieffektiviseringer.

Al energi koster penge at producere – også den grønne. Hver gang vi øger energiforbruget, må vi som samfund investere store beløb i infrastruktur og systemer, der kan lagre, transportere og transformere energien. Derfor er det vigtigt, at vi i Danmark får nogle mål for, hvordan vi bruger energien mest effektivt, så danskerne ikke ender med at betale en unødigt stor regning for den grønne omstilling.

Plan for Danmark mangler

Nye analyser konkluderer, at en intensiveret indsats for energieffektiviseringer i Danmark er nødvendig for at begrænse de samfundsmæssige omkostninger ved omlægningen af vores energisystem. Og at potentialerne for og gevinsterne ved at effektivisere energiforbruget er store.

Ud over de åbenlyse økonomiske fordele ved en billigere grøn omstilling og en lavere energiregning hos forbrugerne, har energieffektiviseringer et kæmpe eksport- og beskæftigelsespotentiale. En øget indsats for energirenoveringer vil samtidig øge værdien af vores boliger og bidrage til forbedringer af sundhed og livskvalitet i hele Danmark.

Hvis vi skal sikre godt købmandsskab i omstillingen og høste de gevinster, der tegner sig både herhjemme og på globalt plan, så bør energieffektiviseringer tillægges en langt større vægt i den danske energipolitik. Derfor er der brug for en fælles stemme, der løfter dagsordenen og viser hvor potentialerne ligger.

Synergis fokus vil for den kommende tid være, at vi med en ny energiaftale sørger for, at regningen til danskerne for den grønne omstilling ikke bliver for høj. Det kan sikres ved at fastsætte et mål for energieffektivisering på samme måde, som man allerede har fastsat mål for udbygningen af den vedvarende energi. Samtidig arbejder Synergi for en gennemgribende reform af energispareindsatsen, så den får langt større effekt end den ordning, der eksisterer i dag.

Relateret indhold