Lemvigh-Müller på opkøb igen

Stål- og teknikgrossisten Lemvigh-Müller har netop opkøbt handelsvirksomheden Elworks. Opkøbet er grossistens andet i år.
Lemvigh-Müller er udvider forretningen. Pressefoto.
Lemvigh-Müller er udvider forretningen. Pressefoto.

Med opkøbet af Elworks, der er et stærkt brand inden for el-artikler, kan Lemvigh-Müller levere en betydelig del af de produkter, som landets byggemarkeder har på hylderne.

– Vi har en klar strategi om at styrke Lemvigh-Müllers position på detailmarkedet, hvor vi vurderer, at der både nu og i fremtiden er attraktive vækstmuligheder for koncernen. Som led i den strategi købte vi tidligere i år handelsvirksomheden G. Funder. Med Elworks i familien får vi et rigtig stærkt setup, for det betyder, at vi nu kan tilbyde byggemarkederne en meget bred, samlet pakke af de produkter, de har på hylderne – enten som mærkevarer eller som own brand-produkter, siger Morten Trolle, adm. direktør i Lemvigh-Müller.

Sortimentet næsten komplet

Lemvigh-Müller har i mange år solgt vvs-produkter og enkelte el-artikler til byggemarkeder gennem selskabet LM Unitrade.

Med de to nye virksomhedsopkøb, mener Lemvigh-Müller, at produktprogrammet stort set er komplet. Det omfatter nu, ud over el- og vvs-artikler, blandt andet reb, malergrej, spraymidler, rengøringsartikler, koste, pensler, søm og skruer. En del af sortimentet er også interessant for dagligvarehandlen, og Lemvigh-Müller vil derfor forsøge at positionere sig som en attraktiv leverandør til supermarkeder og anden detailhandel.

Får fem ben at stå på

Selvom det kan virke som om, Lemvigh-Müller er på opkøbsturné, så er der ifølge Morten Trolle umiddelbart ikke flere opkøb i sigte.

– Vi er i forvejen en betydelig leverandør af stål og tekniske komponenter til industrien, el- og vvs-installationsbranchen samt byggeriet. Med de to seneste opkøb har vi skelettet til at udvikle et femte ben at stå på, og det vil vi arbejde på i den kommende tid, siger han og understreger, at Lemvigh-Müllers udvidelse af aktiviteterne i forhold til byggemarkeder og detailhandel ikke vil ændre på forholdet til kunderne på det professionelle marked, hvor virksomheden har størstedelen af sin omsætning på 5,6 milliarder kroner.

– Der er til gengæld nogle spændende synergier, som er oplagte at udnytte. For eksempel er en stor del af Elworks og G. Funders produkter også interessante for industrien, byggeriet og installationsbranchen, siger Morten Trolle.

Fra 15 til 1.200 medarbejdere

Elworks, der har hovedsæde i Frederikshavn, har hidtil været ejet af brødrene Henrik og Peter Holst Andersen.

Virksomheden fortsætter på samme adresse med de nuværende 15 ansatte som et selvstændigt firma i Lemvigh-Müller-koncernen under ledelse af adm. direktør Henrik Holst Andersen, mens Peter Holst Andersen fortsat vil drive brødrenes kinesiske produktionsselskab og belysningsvirksomhed.

Relateret indhold