Se din hovedstad lidt fra oven

Se By & Havns nye luftfotos, som viser de mange forandringer, der er sket i Nordhavn, Ørestad og Sydhavnen siden sidste forår.
Ørestad 27. maj 2017. Foto: By & Havn/Ole Malling.
Ørestad 27. maj 2017. Foto: By & Havn/Ole Malling.

‘Har du nogensinde set København fra en DC9’?

Spørgsmålet fra Peter Bellis klassiker kunne lige så godt være stillet af By & Havn til Københavnerne. Selskabet har nemlig netop offentliggjort nye overflyvningsfotos fra de tre store udbygninger af Ørestad, Nordhavnen og Sydhavnen. Billederne viser de mange projekter, der er i gang i bydelene.

Ørestad

I Ørestad har der også været stort ryk ind af beboere. I Arenakvarteret er der flyttet ca. 1.000 beboere ind i cirka 500 boliger, og det svarer til ca. 50.000 boligetagemeter.

I August Schade Kvarteret i Ørestad Nord er der flyttet omkring 300 beboere ind i cirka 170 boliger, og det svarer til 16.000 boligetagemeter.

I Ørestad Nord står Nordeas byggeri færdigt og er klar til snarlig indflytning. I Ørestad City er den nye lethal åbnet på 1.500 kvadratmeter, og den nye fitness park er netop indviet af GFS Ørestad. Lethallen har en stor håndbold- og fodboldbane samt et multiområde med ribber. Hotel CABINN Metro åbner snart for udvidelsen af deres hotel med 530 hotellejligheder på samlet ca. 10.000 boligetagemeter.

Fra 2016 til 2017 er ca. 2.500 nye beboere flyttet ind i ca. 1.200 boliger og det svarer til ca. 110.000 boligetagemeter. Der bor nu ca. 13.000 mennesker i Ørestad.

Siden sidste år er Royal Arena, Ørestad skøjtehal og daginstitutionen Lille Arena også åbnet. Folkeskolen Kalvebod Fælled Skole er på vej til at blive færdig.

Nordhavn

I Nordhavn er det især i Århusgadekvarteret, der har været den helt store indflytning det seneste år, men også på et enkelt byggeri på Marmormolen er der nye beboere.

Samlet set er der flyttet ca. 1.750 beboere til Nordhavn i ca. 850 boliger, og det svarer til næsten 100.000 boligetagemeter. En del af disse er flyttet til Marmormolen. Det drejer sig om ca. 250 beboere i ca. 130 boliger. Der bor nu ca. 2.000 mennesker i Nordhavn.

I Nordhavn er flere steder indviet, det gælder Copenhagen International School (CIS) og P-hus Lüders på ca. 19.000 etagemeter, 485 parkeringspladser og aktivitetstag på toppen. Snart åbner en Netto og nærgenbrugsstation i bunden af P-hus Lüders.

Fotos fra Nordhavn her.

Sydhavn

Flere Københavnere har også valgt Sydhavn som deres nye hjem.

I de områder af Teglholmen, som By & Havn udvikler, er der flyttet ca. 1.000 beboere ind i ca. 490 boliger. Det svarer til ca. 50.000 etageboligmeter. Der bor ca. 9.000 mennesker i det nye Sydhavn i dag (Teglholmen, Sluseholmen, Enghave Brygge og Havneholmen).

Fotos fra Sydhavn her.

2017 luftfotos fra Ørestad.

Relateret indhold