Der er fortsat godt gang i byggeriet i Danmark og især i de store byer er boligbyggeriet i vækst, lyder en status fra Spæncom. Betonelementproducenten oplever en stor efterspørgsel efter betonelementer fra kunder i hele landet, og især til projekterne i Jylland har det været vanskeligt at imødegå den store efterspørgsel efter huldæk. Derfor starter virksomheden igen huldæksproduktion op i Aalborg.
Det bliver det samme design og produkt, som Spæncom allerede har på deres fabrik i Vemmelev.
– Vi er meget glade for igen at kunne tilbyde vores kunder huldæk fra Aalborg. Vi har øget kapaciteten på vores fabrik i Vemmelev, men har alligevel haft så stor en efterspørgsel fra vores kunder, at det ikke har været nok. Derfor investerer vi nu i helt nyt produktionsudstyr til Aalborg, så vi også kan være konkurrencedygtige på det jyske marked samt i endnu større udstrækning tilbyde en samlet betonelementpakke til kunderne, siger salgschef Michael Boye.
Spæncom forventer at kunne levere de første huldæk medio 2017.