Den danske virksomhed Kobots, der udvikler skærerobotter til byggebranchen, udskifter fire sjettedele af bestyrelsen og reducerer størrelsen til fire personer.
Ind kommer den netop fratrådte adm. direktør i DS Flexhal, Anette Storm, og tidligere adm. direktør i GK Danmark, Lone Møller Sørensen, der samtidig bliver bestyrelsesformand.
Ud går tidligere adm. direktør i trægulvproducenten Junckers, Carsten Ivan Chabert, Ralf Astrup, Susan Nørgaard og hidtidig formand Kirsten Winther.
Skærerobotter kan overtage surt arbejde på byggepladsen
Samtidig fortsætter direktør i CP Byg, Christian Poulsen, og Kobots adm. direktør, Christina Grigoriou Dalsgaard, i bestyrelsen.
Ifølge Christina Grigoriou Dalsgaard står Kobots ved et afgørende næste skridt.
Robotfirmaet vil skalere både nationalt og internationalt.
– Vi har gennem flere år arbejdet tæt sammen med kunder i byggebranchen og dokumenteret, at vores teknologi skaber værdi – både økonomisk og i forhold til arbejdsmiljøet, siger Christina Grigoriou Dalsgaard og fortsætter:
– Nu handler det om at få løsningen ud i langt større skala, og det kræver de rette kompetencer i bestyrelsen.
“Potentialet er betydeligt”
Kobots indgik i januar 2026 et samarbejde med byggemarkedskæden Davidsen om distribution, ligesom robotvirksomheden har indgået et samarbejde med materieludlejeren Renta.
– Kobots har allerede bevist sit værd i markedet med en løsning, der skaber reel effekt for byggebranchen, siger bestyrelsesformand Lone Møller Sørensen og fortsætter:
– Samtidig står branchen midt i en transformation, hvor behovet for produktivitet og bedre arbejdsmiljø kun vokser. Potentialet er betydeligt, og jeg ser frem til at arbejde med ledelsen om at skalere forretningen i den næste fase.
Kobots blev i slutningen af 2022 erklæret konkurs, hvorefter virksomheden blev opkøbt af en gruppe medarbejdere og investorer, heriblandt Christina Grigoriou Dalsgaard, Christian Poulsen og Ralf Astrup.
Skærerobot-firma går konkurs
Kobots havde i 2024 en bruttofortjeneste på 5 mio. kroner – over en fordobling fra 2023.
