Første Nærheden-byggeri klar til indvielse

Høje-Taastrup Kommunes nye springcenter i Nærheden indvies lørdag 28. januar. Springcentret er det første byggeri i Nærheden og kickstarter dermed den nye bydel i Hedehusene.
Det nye springcenter i Nærheden indvies lørdag 28. januar.
Det nye springcenter i Nærheden indvies lørdag 28. januar.

Høje-Taastrup Kommune kan 28. januar klokken 9.30-11.30 indvie et nyt, topmoderne springcenter i den nye bydel Nærheden i Hedehusene. Det skriver Høje-Taastrup Kommune i en pressemeddelelse.

Her oplyses det, at springcentret er det første byggeri i Nærheden og skal med sin arkitektur og centrale placering være katalysator for et godt og aktivt byliv i den nye bydel. Det nye springcenter er placeret tæt på Hedehusene Station og det kommende gennemgående grønne strøg – det såkaldte Loop – som skal forbinde Nærheden med det eksisterende Hedehusene.

– I dag kan vi se vores vision blive til virkelighed. Vi har hele tiden haft en klar holdning til, at vi skal have et springcenter, der både giver vores dygtige springgymnaster topmoderne rammer og giver noget tilbage til byen ved at være et hus fuldt af liv og aktiviteter og dermed er en aktiv del af byrummet og en driver for den nye bydel, som skal vokse frem de kommende år, siger borgmester Michael Ziegler.

Glaspartier

Springcentret vil spille sammen med omgivelserne gennem glaspartier på alle fire sider, så man både kan kigge ud, og man udefra kan få et kig ind til aktiviteterne i centret. Fra rytmesalene får man et blik ud til Sejlbjerg Mose, og der bliver udgang til den kommende offentlige park. Centret er bygget ind i niveauforskelle i terrænet, som også giver et dynamisk samspil med omgivelserne.

Som en særlig markør har springcentret et 16 meter højt klatretårn, som man kan komme op i via en indvendig trappe og dermed få udsigt over byen og hele vejen til for eksempel skibakken i Hedeland.

Springcentret er primært til springgymnastik – gulv og faciliteter er indrettet til

det – men i det omfang, der er ledig plads, kan centret også bruges til yoga, pilates, mor/barn-gymnastik mv.

Gave til Nærheden

I byudviklingsselskabet NærHeden glæder man sig over det nye springcenter.

– Springcentret er en gave til springgymnasterne, men det er også en gave til Nærheden, for investeringer af denne kaliber betyder meget for et relativt ungt byudviklingsprojekt som dette. Med en placering i hjertet af Nærheden bliver springcentret et naturligt mødested i den nye bydel, siger Ole Møller, direktør i NærHeden.

Høje-Taastrup Kommune har bevilget 32 millioner kroner til springcentret – NærHeden har finansieret klatretårnet, som har kostet cirka 600.000 kroner. De fem foreninger har sammen finansieret redskaber for cirka 400.000 kroner.

Relateret indhold