Ny milliardfond til mobilitet og veje i Aarhus

Anders Hundahl. Foto: Asfaltindustrien.
Anders Hundahl. Foto: Asfaltindustrien.

På Vejforum i december talte vi under den afsluttende debat om mulighederne for en kommunal vejfond. En fond, der på samme måde som den statslige Infrastrukturfond fra 2009, skal kickstarte en genopretning af de kommunale veje, der lider under et milliardstort vedligeholdelsesefterslæb, som hvert år koster kommunerne millioner i unødvendige udgifter; for det er billigere at vedligeholde i tide i forhold til at reparere på en forfalden vej.

I Aarhus nøjes politikerne ikke med at tale om tingene. De handler – og har netop vedtaget en ny Mobilitets- og Vejfond, MOVE, på 1,1 milliard kr. Pengene fra fonden skal bruges til investeringer i bl.a. vejudvidelser og letbane. Desuden har Aarhus Kommune besluttet at hæve driftsbudgettet på vejområdet, så der de kommende fire år kan investeres yderligere 120 millioner kr. i vedligeholdelse af byens veje og stier.

Men hvordan har Aarhus skaffet pengene? Det har man ved at øremærke de penge, som kommunen får, når en boligforening køber sig fri og overtager en ejendom med hjemfaldspligt. En pligt, som nogle kommuner har tinglyst på grunde og ejendomme, og som betyder, at kommunen på et specifikt tidspunkt i fremtiden har mulighed for at overtage ejendommen.

Mange andre kommuner end Aarhus har ejendomme med hjemfaldspligt, og har de ikke det, har de f.eks. indkomst fra salg af grunde eller parkeringsbøder. Penge der, som i Aarhus, kan øremærkes en fond og bruges til optimere totaløkonomien i store langsigtede investeringsprojekter.

Derfor skal der lyde en opfordring til kommunerne: Gør som Aarhus, og vær med til at fremtidssikre din kommune. Dan en fond, der sikrer, at pengene bliver brugt målrettet på at give et centralt område i kommunen et løft. Mobilitets- og vejområdet er oplagt, for en investering her giver afkast i form at vækst og arbejdspladser og samtidige sparer velholdte veje kommunen penge.

Det er dejligt at se kommunalpolitikere, der tænker langsigtet og handler – gid det gode eksempel fra Aarhus må brede sig landet over!

Relateret indhold