28 mio. kr. i støtte: Multicenter skal få gadeidrætten til at blomstre

Panna, bowl, basket og skateboard-ramper. Et bredt tilbud til udøvere af gadeidræt bliver en realitet, når Street-Labs nye multihal i Hillerød står færdig i Q3 2023. Fællesspisning, cafe og koncerter skal gøre stedet attraktivt for alle.
Det nye Street-Lab skal opføres efter cirkulære byggeprincipper. Det betyder bl.a., at en del af byggematerialerne er genbrug, og at byggeriet vil kunne skilles ad og senere genbruges. Illustration: Adept
Det nye Street-Lab skal opføres efter cirkulære byggeprincipper. Det betyder bl.a., at en del af byggematerialerne er genbrug, og at byggeriet vil kunne skilles ad og senere genbruges. Illustration: Adept

Street-Lab

  • Bygherre: Hillerød Kommune og Fonden For Frederiksborgcentret
  • Arkitekt og skitseprojekt: Adept
  • Skitseprojekt: Aksel V. Jensen. Rådgivende Ingeniørfirma
  • Omfang: 1.800 m2, to etager
  • Bæredygtighed: Tiltag ud over bygningsreglementet
  • Estimeret byggestart: Februar 2023
  • Estimeret ibrugtagning: September 2023
  • Budget: 28 mio. kr. heraf fra:
  • Realdania: 9 mio. kr.
  • Lokale og Anlægsfonden: 6 mio. kr.
  • A.P. Møller Fonden: 6 mio. kr.
  • TrygFonden: 2 mio. kr.
  • Hillerød Kommune: 5 mio. kr.
  • Kilde: Byggefakta

Netop som sommerferien var startet for skolebørnene, kom nyheden om, at gadeidræts-fællesskabet Street-Lab i Hillerød med 28 millioner kroner i støtte nu kan se frem til nye bygninger og markant forbedrede rammer for gadeidrætten i Nordsjælland.

Projektet omfatter opførelse af en multihal på 1.800 m2 til gadeidræt, koncerter, café, events og fællesspisninger. En forplads med betonbelægning kan blandt andet indeholde et street-areal til skateboard og løbehjul, basketkurv, pannabane, små trampoliner samt bænke, som både kan bruges til at lave skateboardtricks på og som cafefaciliteter. Der bliver også plads til en såkaldt bowl, som er en meget attraktiv og efterspurgt facilitet for skatere og løbehjulsbrugere, viser et opslag i Byggefaktas omfattende database over bygge- og anlægsprojekter i Danmark.

Folkene bag Street-Lab arbejder kontinuerligt på at samle Hillerøds borgere i alle aldre - bl.a. ved at deltage i afholdelse af fællesspisning på byens bibliotek. Det nye Street-Lab får primært fokus på gadeidræt, men multihuset skal også bruges til aktiviteter, der tiltrækker andre målgrupper. Illustration: Adept
Folkene bag Street-Lab arbejder kontinuerligt på at samle Hillerøds borgere i alle aldre – bl.a. ved at deltage i afholdelse af fællesspisning på byens bibliotek. Det nye Street-Lab får primært fokus på gadeidræt, men multihuset skal også bruges til aktiviteter, der tiltrækker andre målgrupper. Illustration: Adept

A.P. Møller Fonden, Lokale og Anlægsfonden, TrygFonden og Realdania støtter alle projektet, der skal opføres efter cirkulære byggeprincipper. Skitserne til de nye rammer står Aksel V. Jensen. Rådgivende Ingeniørfirma for i samarbejde med arkitektfirmaet Adept, der fortsætter som arkitekt, efter entreprenøren er valgt.

– Vi har været optaget af at oversætte den enorme energi, der er omkring Street-Lab, til bygningens design. Det har været en stor inspiration at arbejde med udformningen af et projekt, som er så ambitiøst på at skabe gode rammer for inklusion, aktive fællesskaber og bæredygtighed – og håber, at vores bidrag kan være med til at skabe et helt fantastisk mødested for børn og unge i Hillerød Kommune, siger partner i arkitektfirmaet Martin Krogh, der har udformet skitseprojektet i tæt samarbejde med Hillerød Kommune og Frederiksborgcentret, der som bygherre lægger jord til det nye Street-Lab.

Direktør Carsten Larsen i Frederiksborgcentret siger:

– Det er rigtig godt både for vores område og for resten af byen med den unge energi, vilde idéer og samskabelsesånd, som Street-Lab står for. Og så glæder jeg mig også over det samarbejde vi har haft, og kan se frem til med fondene. Realdania og de andre fonde har været en ‘kritisk ven’, som har været med til at kvalificere vores tanker og udvikle projektet i en rigtig god og ikke mindst bæredygtig retning.

Fra slidt ungdomshus til spritny multihal

Street-Lab havde ellers samlet finansiering til et nyt Street-Lab bygget op af containere som erstatning for det noget slidte ungdomshus, som gadeidrætsforeningen har haft til huse i og udviklet de seneste år.

En af de unge, der har været med hele vejen, er Mathias Claësson:

– Vi har i de sidste seks år arbejdet for det her. Hele tiden med håbet om, at det på et tidspunkt skulle blive til det her hus, vi har drømt om. Derfor er det så fedt at vide, at det rent faktisk bliver til noget nu. Vi vil skabe et Street-Lab med plads til alle.

Efter opstart i lejede lokaler for seks år siden har Street-Lab pt. til huse i Hillerøds ungdomshus, hvor frivillige bl.a. har bygget ramper, gravet trampoliner ned, malet og stået for generel istandsættelse.
Efter opstart i lejede lokaler for seks år siden har Street-Lab pt. til huse i Hillerøds ungdomshus, hvor frivillige bl.a. har bygget ramper, gravet trampoliner ned, malet og stået for generel istandsættelse.

Borgmester Kirsten Jensen glæder sig over, at de involverede parter har udvist tilpas med mod, fleksibilitet og samarbejdsvilje til, at projektudviklingen og finansieringen nu er på plads. Arbejdet er dog ikke tilendebragt:

– Vi står sammen foran en spændende opgave nu, både med byggeriet, men også med at udvikle og vedligeholde det inkluderende fællesskab og den kultur som Street-Lab står for på sigt – vi skal blive ved med at have modet til at træde nye stier i samarbejdet på tværs af kommune og foreningsliv og på tværs af det sociale, kulturen og (gade)idrætten, siger borgmesteren.

Formand for kommunens Idræts- og Sundhedsudvalget Dragan Popovic tilføjer:

– Street-Lab har et helt særligt potentiale for at skabe et fællesskab for alle børn og unge, som kan supplere de mange andre faciliteter og foreninger vi har i vores kommune. Street-Lab handler ikke kun om gadeidræt, men i høj grad også om trivsel, kultur, fællesskab, gode børne- og ungeliv. Det er et unikt sted, som er organiseret på de unges præmisser, og hvor børn og unge vokser ved at få mere frihed under ansvar.

Det forventes, at det nye Street-Lab på Milnersvej kan tages i brug i september 2023.

Relateret indhold