By- land- og transportminister, Signe Munk, ønsker ikke længere at fortsætte i sin rolle som minister.
– Jeg er blevet syg af stress. Og jeg har besluttet at træde tilbage som minister, skriver Signe Munk (SF) på Facebook.
Ministeren fortæller, at hun fortsat har mange politiske ideer, men at balance i hendes arbejdsliv er skredet og fremhæver særligt manglende balance mellem familieliv og arbejde.
– Det her er ikke et farvel til politik, men et skridt frem mod at finde en bedre balance i livet, skriver hun i opslaget.
Nye EU-krav rammer byggeriet: Minister vil bremse særregler
Statsministeriet oplyser på den baggrund, at Mette Frederiksen rejser hjem fra et topmøde i Finland for at indstille den ny minister til Hans Majestæt Kongen.
Den ny by- land- og transportminister bliver Karina Lorentzen Dehnhardt også fra SF.
Næsten fem måneder ved roret
Ministerens afgang godt og vel fem måneder efter regeringsdannelse den 3. juni har allerede høstet reaktioner.
International Transport Danmark takker for samarbejdet og ønsker god bedring.
– Vi vil gerne takke Signe Munk for samarbejdet. Så sent som i sidste måned var vi sammen om at sætte fokus på børns sikkerhed i trafikken med Lastbilkaravanen, og vi satte stor pris på hendes engagement, siger Stefan K. Schou, administrerende direktør i ITD.
Minister trumfer vindmøller igennem nord for Aarhus
Et andet projekt, som Signe Munk lige har været involveret i, er vurderingen af tre vindmøller, som hun har givet grønt lys til at blive sat op i Aarhus Kommune.
Afgørelsen faldt i sidste uge og lagde låg på en omstridt diskussion mellem Syddjurs Kommune og Aarhus Kommune om vindmøllerne og deres placering ved en særlig kyststrækning.
