Tegl og ler skulle sænke klimaaftrykket: Gav uventet resultat

Et femetagers forsøgsbyggeri fra Realdania By & Byg skulle vise, hvordan tegl og ler kan bruges til at sænke klimaaftrykket. Men den foreløbige konklusion er ikke den, projektgruppen havde regnet med.
I projektet MiniCO2 Etagehus Tegl har Realdania By & Byg undersøgt, om tegl og ler kan bruges i alt fra bærende konstruktioner til gulve og vægge i et femetagers boligbyggeri. Foto: Realdania By & Byg / Claus Fisker.

I nybyggeri bruges tegl ofte som facadebeklædning på en konstruktion af beton.

Men teglets kvalitet og anvendelsesmuligheder rækker langt ud over facaden.

Det mener Realdania By & Byg, der i projektet MiniCO2 Etagehus Tegl har undersøgt, om tegl og ler kan bruges i alt fra bærende konstruktioner til gulve og vægge i et femetagers boligbyggeri.

Målet har været at ende med så lavt et klimaftryk som muligt.

Huset i Kongensstræde i Fredericia. Foto: Realdania By & Byg / Claus Fisker.

Nu er byggeriet færdiggjort, og Realdania By & Byg klar med en foreløbig konklusion: Det gik ikke efter forventningen.

Læs også

Realdania By & Byg fastsætter hold til sidste etape i stort CO2-projekt

Projektets mål var et klimaaftryk fra materialerne på højst 5,0 kg CO2e pr. m2 pr. år, men de foreløbige beregninger viser et klimaaftryk på 5,9-6,1 kg CO2e pr. m2 pr. år.

– Teglhuset er et forsøgsbyggeri, hvor vi tester nye veje og løsninger. Derfor går alt ikke altid som forventet, siger projektchef og arkitekt Jørgen Søndermark fra Realdania By & Byg.

En CO2-synder

Projektets endelige LCA (livscyklusvurdering af byggeriets klimaaftryk) er endnu ikke afsluttet. Den produktspecifikke miljøvaredeklaration (EPD) for teglblokkene er fortsat under udarbejdelse og vil give et mere præcist beregningsgrundlag.

Teglblokke. Foto: Realdania By & Byg / Claus Fisker.

Men allerede nu kan Jørgen Søndermark pege på en CO2-synder i projektet.

Læs også

Sidste hus i rækken samler erfaringerne fra stort CO2-projekt

– Især etagedækkene har udfordret vores CO2-mål. De består af teglbjælker med særligt udformede teglblokke imellem og med en betonoverstøbning, siger projektchefen og fortsætter:

– For at sikre tilstrækkelig brand- og lydisolering har vi været nødt til at lukke gulvene med skumbeton og calciumsulfat, siger Jørgen Søndermark.

Stillestående luft

Mens etagedækkene har krævet beton og skumbeton, er resten af byggeriet præget af materialer med et lavere klimaaftryk.

Husets vægge er opført med teglblokke, der brændes ved lavere temperaturer end traditionelle mursten.

Blokkenes hulrum indeholder stillestående luft og udgør derfor i sig selv isoleringen, så der ikke skal tilkøbes ekstra isolering.

Læs også

Realdania-projekt vil halvere spild og byggetid

Ler er også afprøvet som gulvmateriale, og i stuelejligheden, på reposerne og i entréerne er der lagt stampede lergulve.

Ubrændte lersten er brugt i væggen ind mod elevatoren. Da de er tungere end almindelige brændte mursten, bidrager de bedre til at dæmpe lyden, lyder det fra Realdania Byg & Byg. 

Limtræ er anvendt som alternativ til traditionelle betonoverliggere over døre.

Relateret indhold