Lytt Architecture slår konkurrenterne – skal bane vejen til Unesco

Sønderborg Kommune investerer 250 mio. kr. i Hertugernes Augustenborg, som de med Lytt Arkitekter vil få på verdensarvslisten.
Illustration af Jærgerpladsen
– Vi er stolte over at have vundet opgaven og glæder os til at løse den sammen med Sønderborg Kommune, siger kreativ chef hos Lytt Jacob Fischer. Illustration: Lytt Architecture.

Fire arkitekter har konkurreret i mere end et år om at blive arkitekt på et 15 år lang projekt i Sønderborg med et budget på 250 mio. kr.

Vinderen er nu fundet. Det er Lytt Architecture.

Sammen med Sønderborg Kommune skal et team, sammensat af Lytt, udvikle Hertugernes Augustenborg med en samlet plan, der forbinder byens kulturarv, landskab og hverdagsliv. Og ikke mindst understøtter et fremtidigt kandidatur til Unescos verdensarvsliste.

Læs også

242 millioner: Sønderborg Kommune investerer i UNESCO-fyrtårnsprojekt

– Vi ønsker ikke en museumsby, men en levende hertugby, hvor historien ikke blot bevares, men aktiveres som en ressource for fremtiden, siger formand for Byudvikling-, Landdistrikter- og Infrastrukturudvalget i Sønderborg Kommune, Kirsten H. Bachmann, og fortsætter:

– Det er en omfattende og kompleks opgave, som vi nu har fundet den helt rigtige samarbejdspartner til.

Dommerpanelet har lagt stor vægt på Lytt Architectures kompetencer og erfaring med kulturmiljøer og kulturarv, oplyser kommunen.

– Vi er meget begejstrede for deres bud på mødet mellem den moderne by og den historiske by og den måde, hertugliv og hverdagsliv kan løfte hinanden, siger chef for Plan & Myndighed i Sønderborg Kommune, Hanna Spilling.

100 års udvikling fortsætter

Arbejdet med kulturarv og mod potentiel verdensarv ser Lytt frem til med stor begejstring.

– Vi er stolte over at have vundet opgaven og glæder os til at løse den sammen med Sønderborg Kommune, siger kreativ chef hos Lytt Jacob Fischer, der er projektleder på Hertugernes Augustenborg, og fortsætter:

Læs også

Dansk UNESCO-aspirant sendes i EU-udbud

– At arbejde med udvikling af vores kulturarv er en hårfin balance mellem at bevare kultursporene for eftertiden og samtidig sørge for, at de kan leve videre i fremtiden. Augustenborg har udviklet sig gennem hundreder af år, og den udvikling må ikke gå i stå.

Til projektet har de sammensat et hold, der foruden dem selv, består af:

  • Mogens A. Morgen, professor ved Århus Arkitektskole og formand for Unescos rådgivende organ for verdensarv, Icomos.
  • Rønnow Arkitekter, der er specialiserede i restaureringsarbejde og ombygning i kulturmiljøer og blandt andet har arbejdet med Det kgl. Teater og Fredensborg Slot.
  • Tegnestuen Gründl Haahr, der arbejder i krydsfeltet mellem arkitektur, landskab og strategisk byudvikling og har viden fra projekter som Viborg Domkirkekvarter og verdensarvsbyen Karlskrona.
  • Ingeniørfirmaet Fuldendt, der har erfaring i at arbejde i kulturarvsmiljøer.

Relateret indhold