Ventilationsanlæg ryger ud for tidligt – millioner skal ændre praksis

Ventilationsanlæg bliver udskiftet, selv om store dele kan have mange år tilbage. Et nyt projekt skal sætte tal på gevinsten ved at bevare installationerne frem for at skrotte dem.
Inspirationen til projektet kommer bl.a. fra et konkret renoveringsprojekt, som Teknologisk Institut har besigtiget for PKA Ejendomme i Brøndby. Foto: PKA Ejendomme.

I forbindelse med renovering bliver ventilationsanlæg ofte udskiftet. Det kan betyde, at der ikke bliver taget højde for komponenternes resterende levetid, anlæggets indlejrede klimaaftryk eller, om dele af systemet kan genbruges.

Nu støtter Realdania udviklingen af et frit tilgængeligt digitalt beslutningsstøtteværktøj til at vurdere konsekvenserne af genbrug eller udskiftning af ventilationssystemer med 3,35 mio. kr.

Læs også

Grundejernes Investeringsfond støtter syv projekter med 5 mio. kr.

Projektet, CircuVent, skal gøre det muligt for bygherrer og rådgivere at sammenligne miljømæssige, indeklimamæssige og økonomiske konsekvenser ved at genbruge ventilationssystemer i forbindelse med renovering.

– I dag bliver ventilationsanlæg ofte udskiftet i forbindelse med renovering. Det kan føre til unødigt ressourceforbrug og en højere klimabelastning, selvom interessen for at genbruge eksisterende ventilationsanlæg er stigende i branchen, siger Jakob Wulff Andersen, projektleder, Teknologisk Institut.

Konkret erfaring

Genbrug af tekniske installationer skal give mening for både lejeren og ejeren. Det mener Hans Andersen, ESG-chef hos PKA Ejendomme:

– For lejeren handler det om indeklima og driftsøkonomi, for ejeren om materialeforbrug og hvor meget der skal investeres, siger han og fortsætter:

Læs også

Sommerhussalget rammer tredjehøjeste niveau i 15 år

– Vi har allerede erfaringer med at bevare eksisterende ventilationsanlæg, når vi indretter erhvervslokaler, og med projektet får vi en mere systematisk tilgang til genbrug af installationer fremover.

Inspirationen til det nye projekt er bl.a. hentet fra et konkret renoveringsprojekt, som Teknologisk Institut har gennemført for PKA Ejendomme.

Læs også

International konference samler 3.200 byggefolk i København

På Vibeholmsvej 17 i Brøndby viste en grundig gennemgang af bygningens eksisterende ventilationsanlæg, at det var muligt i vid udstrækning at genbruge installationerne som led i ombygningen frem for at udskifte dem.

De erfaringer ser Jakob Wulff Andersen, projektleder, Teknologisk Institut, frem til at bygge videre på:

Læs også

Taulov Dry Port vinder Gazelle-pris for andet år i streg

– Vi har allerede set at det er muligt at genbruge store dele af en bygnings eksisterende ventilationssystem og derved reducere investeringen og forbruget af nye materialer betydeligt. Med CircuVent vil vi i samarbejde med den brede partnerkreds udvikle et værktøj, som hele branchen kan bruge til at træffe den vurdering på et solidt og ensartet grundlag, siger han.

Projektet samler et konsortium bestående af Teknologisk Institut, som er projektleder, Build ved Aalborg Universitet, rådgiverne ABC Rådgivning og Spangenberg & Madsen samt ejendomsselskaberne PKA Ejendomme, Jeudan, ATP Ejendomme, Catena og Wihlborgs.

Læs også

Wihlborg viser stærk investeringsvækst – men udlejninger daler

Ifølge Spangenberg & Madsen mangler de i rådgiverbranchen et konkret grundlag for at tage samtalen med bygningsejere om cirkulære løsninger:

– Et værktøj, der kan sætte tal på konsekvenserne af genbrug versus udskiftning, vil gøre den samtale langt nemmere at tage, siger Mette Qvist, markedschef, Byggeri Øst, Spangenberg & Madsen.

Relateret indhold