4.200 familieegnede boliger kan lande i Aarhus Kommune

Boligerne skal ligge udenfor Ringvejen i oplandsbyerne til Aarhus.
"I mange oplandsbyer er der et stort engagement, og det giver gode muligheder for at finde løsninger sammen," siger Mikkel Eskesen, afdelingsleder for Medborgerskab i Teknik og Miljø. Foto: Getty Images.

Boligmanglen er til at tage og føle på i de store byer. Særligt i Aarhus, hvor priserne lige nu er på himmelflugt.

Derfor arbejder Aarhus Kommune på at få stablet langt flere boliger på benene udenfor Ringvejen.

I en pressemeddelelse oplyser de, at der er 39 lokalplaner, som samlet peger på et potentiale for op mod 4.200 familieegnede boliger.

Læs også

Grønt lys til 60 nye boliger i Aarhus’ største byudviklingsområde

– Vi skal skabe mere plads til aarhusianerne. I dag oplever mange, at det er svært at finde en bolig, og det er vi nødt til at gøre noget ved. Derfor har vi fokus på at udvikle oplandsbyerne, siger Nicolaj Bang, rådmand for Teknik og Miljø.

Rådmanden mener, at løsningen er at finde i oplandsbyerne, hvor der er bedre plads til at udvikle boliger, bykvarterer og sociale områder.

Der arbejdes blandt andet med udvikling i Egå, Harlev, Hjortshøj, Hårup, Lisbjerg, Lystrup, Løgten, Malling, Mårslet, Solbjerg, Spørring og Tranbjerg.

Arbejdet med mange af lokalplanerne er dog på et spædt stadie, om lokalplanerne bliver realiseret, er derfor uklart.

Et kort over de 39 lokalplaner, der lige nu behandles i Aarhus Kommune. Grafik: Aarhus Kommune.

Borgerne skal inddrages

Aarhus Kommune planlægger både rækkehuse, parcelhuse og etageboliger. Fælles for alle boliger er, at de skal ligge med kort afstand til skole, indkøb og fritidsliv.

– Det handler om at give flere mulighed for at få en bolig, også uden at det kun bliver høje byggerier i midtbyen. I oplandsbyerne kan vi skabe gode hjem med plads, fællesskaber og det, man har brug for i hverdagen, siger Nicolaj Bang.

Læs også

46 familieboliger kan være på vej i Aarhus

De ønsker derfor også at inddrage borgerne i de mange boligprojekter. 

– Det er vigtigt for os, at borgerne bliver hørt og kan være med til at præge udviklingen af deres lokalområde. I mange oplandsbyer er der et stort engagement, og det giver gode muligheder for at finde løsninger sammen, siger Mikkel Eskesen, afdelingsleder for Medborgerskab i Teknik og Miljø

Der vil komme møder, workshops og lokale fællesråd, oplyser Aarhus Kommune.

Relateret indhold