Lukker dansk produktion for at stå stærkere internationalt

Større produktionsvolumener og stigende prispres får en af Europas førende belysningsproducenter til at samle mere af produktionen uden for Danmark.
SG afvikler fabrikken i Odense, men fastholder sine kommercielle aktiviteter på det danske marked.

Kravet om større volumener og lavere produktionsomkostninger sætter endnu et aftryk på dansk industriproduktion.

SG, der er producent af belysning og en betydelig leverandør til landets elinstallatører, afvikler produktionen i Odense ved udgangen af 2027. I stedet skal en større del af produktionen samles på koncernens øvrige produktionsfaciliteter.

Læs også

Nordstern solgt til stor udenlandsk kapitalfond

Beslutningen skal ifølge virksomheden ses som led i en langsigtet strategi om at styrke konkurrenceevnen og skabe grundlag for fortsatte investeringer og udvikling.

Baggrunden er en markedsudvikling, hvor efterspørgslen gennem en årrække er rykket mod mere standardiserede produkter og større produktionsserier. Samtidig er kunderne under et stigende omkostningspres.

Det gør skala og effektiv produktion stadig vigtigere – også for producenter med en stærk position på det danske marked.

Større volumener skal sænke omkostningerne

SG har ifølge virksomheden gennem længere tid forsøgt at fastholde produktionen i Odense og foretaget tilpasninger undervejs. Det har imidlertid ikke været tilstrækkeligt.

– Vi har gennem længere tid arbejdet med at bevare Odense-lokationen, men trods tilpasninger er vi nu nået til en situation, hvor dette er den eneste løsning. Vi er naturligvis kede af beslutningen, ikke mindst på vores dygtige medarbejders vegne, og vi vil forsøge, at hjælpe alle godt videre, siger koncerndirektør i SG, Geir Tønnesland.

Læs også

Prispres sender rådgiveropgaver ud af Danmark: ”Et ræs mod bunden”

Han peger samtidig på, at beslutningen skal frigøre muligheder for fortsatte investeringer i koncernen:

– Vi skal fortsat investere i virksomheden, udvikle vores brede produktprogram og stå stærkt i den internationale konkurrence. Afviklingen af produktionen i Odense er en nødvendig beslutning, som skal sikre SG’s langsigtede konkurrenceevne og fortsatte udvikling.

Produktionen fortsætter i Odense frem til udgangen af 2027, mens aktiviteterne gradvist samles på andre af koncernens produktionsfaciliteter, hvor større volumener ifølge SG giver bedre muligheder for en effektiv og konkurrencedygtig produktion.

Satser mere på standardprodukter

Samtidig ændrer virksomheden fokus i produktudviklingen. Fremover skal en større del af udviklingen tage afsæt i eksisterende og mest efterspurgte produktplatforme og et bredt standardprogram.

Der vil fortsat være mulighed for varianter af eksisterende produkter til konkrete projekter, men strategien peger mod øget standardisering frem for en produktion baseret på mindre serier og mere specialiserede løsninger, oplyses det.

Læs også

I udfordret marked udvider Stark Group i Tyskland

For den danske bygge- og installationsbranche betyder produktionslukningen dog ikke, at SG trækker sig fra markedet. Salg, kundesupport, projektrådgivning, teknisk support og markedsaktiviteter fortsætter uændret, ligesom kunder og grossister ifølge virksomheden beholder adgangen til den nuværende salgsorganisation og tekniske ekspertise.

Investerer i nyt testcenter

Parallelt med omlægningen investerer SG i et nyt testcenter i Norge, hvor en væsentlig del af koncernens testaktiviteter fremover skal samles.

Udvalgte funktioner og testfaciliteter ventes dog fortsat bevaret i Odense efter produktionsstoppet.

Læs også

Udenlandsk kapital holder sig fra dansk ejendomsmarked

Dermed bliver lukningen først og fremmest et farvel til den danske produktion – ikke til det danske marked. For SG er omlægningen et led i at koncentrere produktionen, øge volumen og fastholde investeringsevnen i et marked, hvor pris, skala og international konkurrence i stigende grad sætter rammerne for producenterne.

Relateret indhold