Giver millioner til bedre murværk i hele branchen

Et nyt center ved Esbjerg skal samle viden, dokumentation og uddannelse for at reducere udfordringer med murværk i byggeriet.
- Vi ser i dag et stigende antal sager, hvor murværk ikke lever op til den forventede levetid, siger en af hovedkræfterne bag det nye videnscenter. Foto: Gettyimages.

Med en investering på over 10 mio. kroner etableres nu et nyt Videnscenter for Murværk i Gørding ved Esbjerg.

Centeret finansieres af MV Group og etableres på et tidspunkt, hvor – ifølge Bo Feldskov, der er en af hovedkræfterne bag – et voksende antal nybyggede boliger oplever fejl i murværket herunder smuldrende fuger, fugtskader og nedsat holdbarhed.

Læs også

Realdania med i milliardstor investering i byggeriet

Problemer, der kan få betydelige økonomiske konsekvenser for både boligejere og byggebranchen, påpeger han:

– Vi ser i dag et stigende antal sager, hvor murværk ikke lever op til den forventede levetid. Det er ikke enkeltstående fejl, men et bredere mønster, som kalder på mere dokumenteret viden og bedre løsninger.

Gevinst for hele værdikæden

Videnscenteret skal samle viden, dokumentation og uddannelse for dermed at flytte branchen fra reaktiv håndtering af fejl til en mere systematisk og forebyggende tilgang, fortæller han videre.

I dag bruges der betydelige ressourcer og økonomi på udbedring af skader i murværk, lyder det fra Bo Feldskov:

Læs også

Teknologisk: Biokul i betonelementer giver stor CO2-hjælp

– Hvis vi kan blive bedre til at forstå, hvorfor fejlene opstår, kan vi også undgå en stor del af dem. Det er både en økonomisk og kvalitetsmæssig gevinst for hele værdikæden.

Stigende kompleksitet

Han fortæller, at baggrunden for initiativet blandt andet er en stigende kompleksitet i byggeriet, hvor flere materialetyper og ændrede klimaforhold stiller større krav til både planlægning og udførelse;

– Murværk er robust, når det er udført korrekt. Men det kræver, at man forstår samspillet mellem materialer, proces og omgivelser. Det er netop den forståelse, videnscenteret skal styrke.

Læs også

Realdania igangsætter nyt initiativ: Vil genanvende langt flere byggematerialer

Centeret etableres i nyrenoverede faciliteter i Gørding og vil indeholde både testmiljøer og uddannelsesaktiviteter.

Relateret indhold