De skal update af Københavns Hovedbanegård til 245 mio. kroner

Aarsleff Rail har fået tildelt den komplekse opgave at modernisere den fredet bygning med høje bevaringskrav.
Opgaven med at fremtidssikre et af Danmarks vigtigste trafikknudepunkter vil finde sted, mens stationen fortsat er i fuld drift og bruges af 100.000 borgere hver dag. Illustration: GPA.

Aarsleff Rail skal modernisere Københavns Hovedbanegård. Et projekt, som gennemføres i et One Company-samarbejde med søsterselskabet Wicotec Kirkebjerg.

Ifølge adm. direktør i Aarsleff Rail, Thomas Mollerup, markerer opgaven af de mest komplekse stationsprojekter i Danmark i de kommende år:

Læs også

Rådgiverteam skal fremtidssikre Københavns Hovedbanegård

– Vi glæder os over igen at få mulighed for at bidrage til modernisering og vedligeholdelse af et af Danmarks vigtigste trafikknudepunkter.

– Vi er i øjeblikket i gang med ombygningen af Aarhus Hovedbanegård og har tidligere været involveret i en række stationsombygninger, bl.a. København Syd Station, Østerport Station og Nørreport Station – og de erfaringer vil vi trække på i det kommende projekt, siger han.

En fredet bygning med høje bevaringskrav

På Københavns Hovedbanegård ligger fokus særligt på en gennemgribende modernisering af den fredede bygning og flere af de tilstødende arealer.

Det gælder bl.a. etablering af nye elevatorskakte og elevatorer, nedrivning og genopførelse af butiks-pavilloner på ca. 1.100 m2 samt omfattende forstærkning af haldækket.

Illustration: GPA.

Dertil kommer udskiftning af ca. 2.100 m2 klinkebelægning og etablering af helt nye VVS-, ventilations-, CTS-, el- og sprinklerinstallationer.

Læs også

Aarsleff vinder fornyelse af trafikeret jernbane: “Stiller helt særlige krav”

Projektets kompleksitet skyldes ikke alene omfanget af de tekniske og bygningsmæssige indgreb, men også, at alle aktiviteter skal udføres i en fredet bygning med høje bevaringskrav.

Samtidig er stationen i fuld drift, hvilket udfordrer logistikken, og arbejdet skal koordineres med sporspærringer og kørestrømsafbrydelser, fortæller Thomas Mollerup:

– At modernisere Københavns Hovedbanegård, mens 100.000 kunder bruger stationen hver dag, stiller helt særlige krav til planlægning, sikkerhed og hensyn til den daglige drift. Vores erfaring med komplekse stationsprojekter ruster os godt til opgaven, som vi ser frem til at gennemføre i tæt samarbejde med DSB.

Læs også

Vinder Banedanmark-projekter til 213 millioner

Kontrakten er nu underskrevet, og projektorganisationen er etableret. De første forberedende arbejder igangsættes i foråret 2026, hvorefter moderniseringen gennemføres etapevist frem til efteråret 2028, så Københavns Hovedbanegård kan fungere i fuld drift gennem hele perioden og samtidig rustes til fremtidens krav til en moderne og tilgængelig hovedbanegård.

Om projektet

• Bygherre: DSB samt rådgiverne Artelia og Afry Architects
• Hovedentreprenør: Aarsleff Rail
• Samarbejdspartner: Wicotec Kirkebjerg
• Udførelsesperiode: Februar 2026 til efteråret 2028
• Kontraktværdi: Ca. 245 mio. kroner

Relateret indhold