Den ikoniske bygning centralt i København ved navn Palads har i flere år været omdiskuteret.
I den ene lejr står Nordisk Film, der hører biografbrugernes kritik af de gamle sale og vil lave biografen om. På den anden side over 3.000 borgere, der nægter at finde sig i en nedrivning af Palads.
Nu virker det til, at der er fundet en form for middelvej, som Københavns Byråd skal stemme om.
I lokalplanen fremgår det, at man vil bevare den gamle bygnings facade og farver, men bygge nyt på toppen.
Slut på Palads-epoke? Kunstnerens fond med bøn til politikere inden afgørelse
Lokalplanforslaget muliggør en udvidelse på 5.900 m2 af den eksisterende bygning, som overvejende udgøres af en påbygning på den eksisterende bygning i fem etager, ifølge Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen.
– Vores ønske er, at der også fremover er et folkeligt og moderne Palads i hjertet af København. Nu kommer vi med et revideret projekt, hvor vi har strakt os langt for at imødekomme de ønsker, der er fra politisk hold, siger Asger Flygare Bech-Thomsen, CEO i Nordisk Film Biografer.
Salene er dog ikke det eneste, der skal laves om. For de ekstra etager på toppen af bygningen skal være hoteller.
– Vi har lyttet til den skepsis, der var omkring flere kontorlokaler i indre by, og i stedet arbejdet med, at der skal være et hotel øverst i bygningen. Det giver rigtig god mening af flere årsager: Palads ligger midt i forlystelseskvarteret, og et hotel her vil være attraktivt for både danske og internationale gæster, siger Asger Flygare Bech-Thomsen.
Skal skabe bedre byrum
En tredje årsag til at ændre bygningen er, at den skal passe bedre sammen med Axeltorv og det omkringliggende byrum.
Den eksisterende biografbygning, som vi i dag kender som Palads, blev indviet i 1918. I 1989 farvelagde kunstneren Poul Gernes Palads-bygningen i dens ikoniske farver, som er kendetegnende for bygningen. Bygningen indeholder i dag biograf, restauranter og natklub.
København afsætter ekstra-millioner til at bygge flere boliger
Men der mangler i dag mere åbenhed og sammenhæng med det omkringliggende byrum, ifølge kommunen.
Derfor ønsker Nordisk Film at publikumsorientere serviceerhverv i stueetagen og indrette kulturelle servicefunktioner og restauranter i bygningens stueetage.
– Det kan være med til at gøre Palads til et endnu stærkere samlingspunkt i en bydel, hvor kultur, underholdning og byliv allerede mødes, siger Asger Flygare Bech-Thomsen.
