Vinderne af nyt kulturelt kraftcenter er fundet

Det bliver Team Aart, der skal omdanne PN Beslags gamle fabriksbygninger i Brønderslev til byens nye kulturelle vartegn.
Fabrikken er et visionært projekt, hvor byens industrielle arv forvandles til et levende kraftcenter for kultur, fællesskab og oplevelser.

Vinderen af arkitektkonkurrencen for Fabrikken i Brønderslev er nu fundet, og valget af faldet på Team Aart bestående af Aart Architects med underrådgiverne Sweco Danmark, ReVærk og Erik Brandt Dam Arkitekter.

Der er tale om PN Beslags gamle fabriksbygninger, som omdannes til Fabrikken, der som byens nye kulturelle vartegn skal rumme Vildmosemuseet, Brønderslev Amatør Scene (BAS) med foreningsdrevet teater, koncerter og biograf, Kulturskolen, spisested og fælles samlingsrum.

Læs også

Vinderen er fundet til nyt campus i Aalborg: ”Et vartegn for faglig stolthed”

– Det er et meget gennemarbejdet og visionært projekt, som viser, at Brønderslev tør tænke stort og langsigtet, siger Thorkil Neergaard, der er bestyrelsesformand for Ejendomsfonden Fabrikken.

Stedet samler læring, kultur og kunst i en ramme af et mangfoldigt hverdagsliv.

– Forslaget tilfører hele området et markant løft og skaber nye muligheder for både aktører, borgere og besøgende – uden at det sker på bekostning af Fabrikken som historisk bygning og en vigtig del af byens identitet. Tværtimod bliver historien en aktiv medspiller i udviklingen, tilføjer han.

Et kulturelt hængsel

Hos vinderteamet glæder man sig til at komme i gang, og Anne Sofie Buur Okkels, der er partner og arkitekt i Aart, fortæller, at man transformationen af Fabrikken viser, hvordan omdannelse af eksisterende bygninger kan være en aktiv drivkraft i byudviklingen:

– Projektet tager afsæt i respekten for den industrielle arv og tilføjer et nutidigt lag, der åbner bygningen mod både byen og parken og gør den til et aktiv på ny – nu som et levende mødested for kreativ udfoldelse og oplevelser.

– Fabrikken bliver et kulturelt hængsel – et sted, hvor læring, kultur, kunst og fællesskab mødes, og hvor arkitekturen danner ramme om et mangfoldigt hverdagsliv.

Læs også

Top10: Arkitekter med den højeste byggesum i år

Med arkitektkonkurrencen afsluttet går arbejdet nu videre med at bearbejde vinderforslaget i tæt samarbejde mellem aktørerne og de økonomiske bidragydere:

  • Den filantropiske forening Realdania – 45 mio. kroner
  • A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal – 45 mio. kroner
  • Brønderslev Kommune – 30 mio. kroner
  • Nordea-Fonden – 13 mio. kroner
  • Augustinusfonden – 10 mio. kroner
  • Det Obelske Familiefond – 2,5 mio. kroner
  • Øster Brønderslev Sparekasses Fond – 0,5 mio. kroner

Relateret indhold