Greve Kommune har valgt arkitektfirmaet Cobe til at tegne en ny museumsbygning ved Mosede Fort i Greve.
Projektet er baseret på et tæt samarbejde mellem Cobe, Drachmann Arkitekter, Jørgen Nielsen ingeniører og Martin Funch ingeniører, og museumsbygningens arkitektur er skabt med respekt for Mosede Forts historie og fortområdets landskab.
Gennem sin placering og arkitektoniske udformning vil bygningen understøtte fortællingen om stedets oprindelse og betydning, hvor der skabes en tydelig sammenhæng mellem fortidsmindet og den nye museumsbygning, hvor der er plads til både udstillinger, aktiviteter og spisested.
Rosenborg Slot får nyt underjordisk skatkammer til 661 millioner
– Vi mærker for alvor, hvordan historien sætter spor i disse tider, siger museumschef for Greve Museum og Mosede Fort, Mette Tapdrup Mortensen.
– På Mosede Fort har 1. Verdenskrig, hvor verden også var i ekstrem bevægelse, sat markante spor i form af et militært anlæg. Nu tilføjer vi et nyt kapitel. En smuk museumsbygning skabt af Cobe, hvor vi kan samle mennesker om noget vigtigt.
– Museer har en høj troværdighed, og den skal vi bruge aktivt til at skabe rum for samtaler om vores fælles historie – også når den er kompleks, og når vi ikke nødvendigvis er enige.
Karakterfuldt, lokalt mødested
Den arkitektoniske vision for bygningen tager udgangspunkt i en byggeteknik og materialer, der giver bygningen en stærk og markant identitet.

Det fortæller den arkitektfaglige fagdommer på projektet Trude Mardal, arkitekt MAA:
– De cirkelformede udskæringer i de massive trækonstruktioner udnytter materialets muligheder til at skabe karakterfulde rum med en helt unik rumlig kvalitet, hvor konstruktionen opleves direkte og bliver bærende for arkitekturens udtryk.
Henning Larsen vinder omdannelse af færøsk skole på 10.000 m2
Projektet har et anlægsbudget på 45,8 mio. kroner, og det samlede budget er på 92 mio. kroner.
Greve Kommune er hovedbidragsyder og bygherre, og projektet er i øvrigt muliggjort ved støtte fra Realdania på 22 mio. kroner, A.P. Møller Fonden på 11 mio. kroner, Augustinus Fonden på 10 mio. kroner, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond på 8 mio. kroner samt staten.
– Vinderforslaget fra Cobe viser på fremragende vis, hvordan man kan imødekomme ønskerne til, hvad Mosede Fort skal være i fremtiden.
– På den ene side et karakterfuldt museumsbyggeri med sit helt eget arkitektoniske udtryk, og på den anden side et lokalt mødested, hvor alle er velkomne, siger filantropidirektør Stine Lea Jacobi, Realdania, som også har været en del af bedømmelsesudvalget.
Arkitektforeningen: Parcelhuset skal være laboratorium for fremtidens arkitektur
I den kommende tid indledes et tæt samarbejde mellem arkitekterne, Greve Kommune og Greve Museum om at videreudvikle projektet frem mod realisering af den nye museumsbygning ved Mosede Fort, som forventes at slå dørene op i sommeren 2029.
