Grønt lys til Danmarks største skybrudstunnel

Svanemøllen Skybrudstunnel har fået miljøtilladelse, og det store byggeprojekt kan derfor gå i gang ved udgangen af 2025.
En 10 km lang skybrudstunnel skal beskytte det nordlige hovedstadsområde mod oversvømmelser. Foto: Hofor.

Skybruddet i sommeren 2011 satte store dele af hovedstaden under vand, men nu nærmer sig en løsning på kommende, voldsomme vandmasser.

Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø har nemlig givet grønt lys til anlægget af Danmarks største skybrudstunnel, der bliver en 10 km lang underjordisk tunnel, som kan rumme op til 100.000 m3 regn- og spildevand.

Det svarer til, hvis der står vand op til 3. sal langs Strøget i København:

Læs også

”Det haster”: Danmark står overfor enorme skader, hvis ikke vi klimasikrer mere

– Svanemøllen Skybrudstunnel vil gøre en betydelig forskel for de mange borgere og virksomheder, der bliver ramt af oversvømmelser og for dem, som ikke kan komme frem på vejene, når der er skybrud, fortæller Helle Kay, der er projektchef i Hofor med ansvar for Svanemøllen Skybrudstunnel.

– Det er en helt afgørende milepæl, at vi nu har fået en miljøtilladelse og kan gå i gang med at anlægge skybrudstunnelen, tilføjer hun.

Oversvømmede veje og en infrastruktur, der er sat ud af drift, er bare nogle af konsekvenserne ved store skybrud. Foto: Hofor.

Bag tunnelprojektet står tre af hovedstadsområdets forsyningsselskaber – Hofor, Novafos og Frederiksberg Forsyning.

16 byggepladser

Tunnelen fungerer som en slags motorvej under byen, der opsamler og opbevarer regnvand under skybrud, så det kan renses, før det ledes ud i Øresund.

Læs også

Hofor skybrudssikrer hovedstadsområdet for mellem 30 og 40 milliarder kroner

I det område, hvor tunnelen opsamler vand, estimeres, at den vil reducere overløb med regn- og spildevand til Utterslev Mose og vandløb med 97 % og til Øresund med 87 %.

Der kommer 16 skakte til tunnelen og dermed 16 byggepladser, og de første synlige tegn på projektet bliver, når arbejdet på de første byggepladser på den yderste spids af Nordhavn og ved Ryparken Station starter op omkring årsskiftet.

Læs også

DTU: Manglende klimasikring vil koste over 400 milliarder

Svanemøllen Skybrudstunnel blev besluttet i 2013 af politikerne i de fire kommuner København, Frederiksberg, Gentofte og Gladsaxe.

Tunnelen ventes sat i drift i 2033.

Om Svanemøllen Skybrudstunnel

• Tunnelen bliver 10 km lang og med en diameter på op til 4,9 meter.
• Den kommer til at kunne rumme 100.000 kubikmeter vand.
• Tunnelen kan opbevare regn- og spildevand, som ledes til renseanlægget, hvor det kan blive renset før udledning til Øresund.
• Den forebygger oversvømmelser i det nordlige hovedstadsområde.
• Anlægsarbejdet begynder i slutningen af 2025.

Relateret indhold