Glade og stolte: Vejle og Næstved bliver værtsbyer for DM i Skills

Når DM i Skills løber af stablen i 2027 og 2028, bliver det med Vejle og Næstved som værtsbyer. Næstved er genganger som værtsby.
DM i Skills 2024. Foto: SkillsDenmark

Første stop bliver Vejle i 2027, hvor kommunens 700-års jubilæum falder sammen med det store Danmarksmesterskab for unge på erhvervsuddannelserne. Arrangementet samler omkring 300 fagtalenter fra hele landet, som konkurrerer i mere end 40 fagdiscipliner. Eventet skal afholdes ved DGI Huset i april 2027.

– Jeg er glad og stolt over, at Vejle er valgt som værtsby for DM i Skills i 2027. Samme år fejrer vi 700-års byjubilæum, hvor vi vil hylde de håndværk og den viden, der har været et fundament under den by og kommune, vi kender i dag, siger Vejles borgmester Jens Ejner Christensen og tilføjer:

Læs også

Europæisk fællesskab: EuroSkills i Herning bliver det største nogensinde

– Sammen med vores nabokommuner i Trekantområdet udgør vi Danmarks produktionscentrum, så vores behov for faglært arbejdskraft er massivt. DM i Skills giver os en unik mulighed for yderligt at løfte dagsordenen om at styrke erhvervsuddannelserne og rekrutteringen.

Hos SkillsDenmark ser man frem til samarbejdet med en ny værtskommune.

– DM i Skills har aldrig været i Vejle før, og vi glæder os til at samarbejde med kommunen om at sætte fokus på de faglærte uddannelser og stoltheden ved at være dygtig til et håndværk, siger Søren Heisel, formand for SkillsDenmark.

Får DM i Skills tilbage

Også Næstved er blevet tildelt værtskabet – i 2028. Dermed vender mesterskabet tilbage til byen, der også lagde rammer til arrangementet i 2019.

– Vi er helt enormt stolte over at DM i Skills igen kommer til Næstved. Vi har fokus på, at flere unge får øjnene op for erhvervsuddannelserne, og et DM i Skills er et fantastisk udstillingsvindue. Hele Næstved vil være klar til at skabe en folkefest, hvor vi som altid vil tage godt imod vores gæster, siger borgmester Carsten Rasmussen.

Læs også

Vinderen er fundet: Erhvervsskole får ny livsnerve på Sjælland

Også her ser SkillsDenmark frem til samarbejdet.

– Det er en stor fornøjelse, at Næstved gerne vil være værtsby igen. Vi ved, at kommunen går all-in på at fejre de faglærte og udbrede kendskabet til erhvervsuddannelser. Både Næstved og Vejle er fremragende værtsbyer for DM i Skills, siger næstformand Michael Boas Pedersen.

Relateret indhold