Home.Earth skal udvikle boliger i Roskildes nye grønne bydel

Ejendomsudvikleren Home.Earth bliver partner på den private del af Byens Haver. Det ambitiøse projekt går efter lavt CO2-aftryk og høj social bæredygtighed.
Visualisering af Byens Haver.
Gårdrum og haver mellem de nye boliger i området. Illustrationen er fra vinderforslaget ’Byens Haver’ (2021). Visualisering: Tegnestuen Cornelius Vöge, Masu Planning og Gründl Haahr

Et strategisk samarbejde mellem Boligselskabet Sjælland og ejendomsudvikleren Home.Earth skal sikre, at den private del af Roskildes nye grønne bydel, Byens Haver, opføres med både arkitektonisk kvalitet og lavt klimaaftryk.

Home.Earth bliver ansvarlig for udviklingen af de private boliger i den nye bydel, der skal rumme både almene og private boliger.

Læs også

Bevaringsværdig bygning på Sankt Hans kan blive til boliger

Byggeriet tager afsæt i Home.Earths erfaringer fra Nærheden i Hedehusene, hvor virksomheden har opført et etagebyggeri med et dokumenteret CO2-aftryk på kun 4,7 kg/kvm – det laveste i Danmark til dato. Ambitionen i Roskilde er at sænke klimaaftrykket yderligere.

– Fælles, langsigtede ambitioner og interesser er det bedste afsæt for at bygge bæredygtige og attraktive boliger, siger Michael Helbo, investerings- og udviklingsdirektør i Home.Earth.

Byggeri med fællesskab

Men det handler ikke kun om klima. Home.Earth arbejder også målrettet med at integrere sociale relationer i byggeriet. Eksempelvis skal beboerne inddrages i beslutninger og fællesskaber fra en tidlig fase.

Byens Haver

  • Byens Haver består af ca. 10.500 kvm nyt, privat boligbyggeri og knap 60.000 kvm (ca. 950 boliger) eksisterende almene boliger ejet af Boligselskabet Sjælland. Dertil 2.700 kvm moderne sundhedshus og 2.480 kvm funktionelle ældreboliger.
  • Boligselskabet Sjælland står for opførelsen af sundhedshus og ældreboliger, mens Home.Earth står for opførelsen af de private boliger.
  • Der samarbejdes om grønne gårdrum og fælles parkeringsfaciliteter
  • En samlet rammelokalplan for projektet blev vedtaget i april 2024. I efteråret 2025 påbegyndes en byggeretsgivende lokalplan for de private boliger og Havehuset.
  • Første fase af byggeriet bliver opførelsen af 36 nye ældreboliger, som forventes klar til indflytning i slutningen af 2027.
  • Byggestart for de private boliger forventes at ske i 2028.

– Vi har et stort fokus på at skabe sundhed og livskvalitet for beboerne i Byens Haver – og her er fællesskab og relationer mellem mennesker helt afgørende, siger Tom Frederiksen, formand for Boligselskabet Sjælland.

Helhedsplan med bred opbakning

Byens Haver skal udvikles i et tidligere udsat boligområde og omdannes til en åben og blandet bydel med drivhuse, nyttehaver, boliger til både ældre og børnefamilier og et nyt Sundheds- og Kvartershus.

En grøn forbindelse skal binde området sammen og understøtte visionen om en levende, sund og bæredygtig bydel.

Læs også

Kasper Guldager i front for nyt selskab med fuldt fokus på transformation

– Byens Haver kommer til at vise, hvordan vi kan skabe en styrket og velfungerende bydel på tværs af bolig- og ejerskabsformer, siger Louise von Müllen, leder af strategisk forretningsudvikling i Boligselskabet Sjælland.

Projektet finansieres af Landsbyggefonden, Roskilde Kommune, private investorer og fonde.

Relateret indhold