Aftale sikrer opstart på første etape af Karen Blixen Kvarteret i Gellerup

Tilpasset aftale mellem Brabrand Boligforening og A. Enggaard giver grønt lys til opstart af første etape i nyt boligkvarter – og frigør midler til renovering af eksisterende byggeri.
På planen over kvarteret viser de røde rektangulære markeringer, hvor de to berørte blokke er placeret.

Om Karen Blixen Kvarteret:

  • Projektet omfatter et samlet areal på 52.000 kvm og skal rumme rækkehuse, etageboliger og erhverv.
  • Visionen er at skabe et levende bykvarter med sociale mødesteder, grønne områder, fællesarealer og en stor legeplads.
  • Det nye kvarter ligger tæt på den kommende folkeskole, som Aarhus Kommune opfører i området.
  • Målet er at kombinere arkitektonisk kvalitet med mangfoldighed og et stærkt lokalt fællesskab.

Området omkring Karen Blixens Boulevard i det vestlige Aarhus kan nu tage hul på næste skridt i den omfattende byudvikling. En revideret aftale mellem Brabrand Boligforening og entreprenørvirksomheden A. Enggaard baner vej for første etape af det kommende Karen Blixen Kvarter.

Projektet udvikles i samarbejde med pensionskassen PKA og udgør i alt 578 boliger og 3.000 kvm erhverv.

Læs også

Tilføjer Guldsmeden-hotel til ny kreativ Aarhus-bydel

– Som langsigtet byudvikler med mange projekter i Gellerup er det vigtigt for os, at vi sammen har fundet en løsning, som driver både renoveringer og nybyggeri i bydelen fremad. Gellerups omdannelse træder ind i en spændende fase, hvor Karen Blixen Kvarteret spiller en væsentlig rolle, siger projektudvikler Jacob Futterup Sørensen fra A. Enggaard.

Første etape omfatter cirka 30.000 kvm nybyggeri fordelt på lejligheder, rækkehuse, fællesfaciliteter og erhvervslokaler – blandt andet til detailhandel og take-away – med fokus på liv og aktivitet i stueetagerne. A. Enggaard forventer at indsende de første byggetilladelser inden sommer.

Tre etaper

Udviklingen har været forsinket, da retssager om beboeres fraflytning har betydet, at to næsten tomme blokke endnu ikke kan nedrives. Det har hidtil forhindret igangsættelsen af byggeriet, selv om Aarhus Byråd i juni 2024 godkendte lokalplanen for området.

Med den nye aftale justeres vilkårene, så Brabrand Boligforening afleverer området i tre etaper – og byggeriet kan begynde i de dele, der ikke er påvirket af retssagerne.

Læs også

Starter nu: 600 lejligheder omdannes til 750 i Gellerupparken

– Med aftalen går første etape uden om de to berørte blokke. Det er et vigtigt skridt, fordi det frigør midler, der er nødvendige for at kunne renovere vores blivende blokke, siger Keld Albrechtsen, formand for Brabrand Boligforening.

Fokus på børnefamilier

Brabrand Boligforening fremhæver samtidig, at udviklingen af området skal ske i takt med en løbende styrkelse af det eksisterende boligmiljø og fællesskabet i Gellerup.

Læs også

Stoleleg i LE34: Voksende Aarhus-afdeling får ny afdelingsleder

– Bydelen har gennemgået en gennemgribende udvikling de seneste 10-15 år, men vi er ikke i mål endnu. Vi vil have en bydel med en blandet beboersammentætning, og det betyder, at vi skal fortsætte med at tilføre boliger, som appellerer til forskellige behov og livssituationer. Særligt har vi fokus børnefamilier, både dem, som ønsker at finde en attraktiv ejerbolig tæt på byen og dem, som ønsker at bo til leje, siger rådmand Anette Poulsen fra Aarhus Kommune.

Relateret indhold