Trods udfordrende markedsvilkår nåede Rambøll i 2023 en rekordomsætning på 17 mia. kroner, hvilket er en stigning på 1 mia. kroner sammenlignet med 2022.
Ligeledes slog driftsresultatet (EBITA) rekord og rundede for første gang nogensinde 1 mia. kroner.
Derudover viser årsrapporten, at den organiske vækst var 8,8 %, hvilket var lidt højere end forventningen for 2023, mens EBITA-margin var 6,1 %.
Læs også: Raundahl & Moesby slår ny rekord, men bundlinjen falder
Resultatet før skat faldt sammenlignet med 2022, hvilket ifølge koncernen skyldes, at resultatet for 2022 blev positivt påvirket af et frasalg af en del af vandforretningen i USA samt at højere omkostninger til omstrukturering påvirkede resultatet i 2023.
Ved udgangen af 2023 var ordrebogen på 7,1 måneder svarende til 8,1 mia. kroner. Til sammenligning var ordrebogen ved udgangen af 2022 på 7,6 måneder.
Læs også: Familien bag Svanen Gruppen efter stort fald: “Vi valgte at tage hænderne i lommerne”
– Jeg er tilfreds med vores resultat i 2023, som vi leverede i et udfordrende marked med højere renter og inflation, siger koncernchef Jens-Peter Saul.
– Resultatet vidner om værdien af vores brede portefølje og stærke position på tværs af flere markeder og geografier. Med vores unikke kompetencer og løsninger, især inden for den grønne energiomstilling, fortsatte vi med at levere værdi for vores kunder samtidig med, at vi navigerede sikkert i vanskelige markedsvilkår. Vi er godt i gang med at implementere vores strategi og er på rette vej i forhold til at nå vores mål for 2025.
Energi vækster – Byggeri går tilbage
Særligt har Rambølls forretningsenhed for Energi klaret sig godt og leverede tocifret organisk vækst – den højeste vækst blandt alle virksomhedens markeder.
– I forlængelse af vores strategi fortsætter vi med at diversificere vores ydelser og vækste inden for områder, hvor vi allerede er stærke, såsom havvind. Det betyder, at vi bl.a. har udvidet vores rådgivningstilbud fra at være den førende rådgiver inden for design af havvindmøllefundamenter til nu at tilbyde en fuld palet af rådgivningsydelser inden for havvind. Disse nye ydelser er i dag en lige så stor omsætningsdriver som vores hidtidige fokus på fundamenter, siger Jens-Peter Saul.
Læs også: Efter fald på godt 2 milliarder: “Vi levede op til vores finansielle forventninger”
Han tilføjer, at man ligeledes ser en høj vækst inden for områder som grøn brint, Power-to-X og CO2-fangst og -lagring:
– En del af vores strategi er, at Rambøll skal være verdens førende rådgivervirksomhed inden for den grønne energiomstilling, og der er vi på rette vej.
Desuden oplyses, at Rambøll fortsætter overflytningen af eksperter inden for olie- og gas-sektoren til løsninger inden for vedvarende energi og løsninger med lavere klimaaftryk inden udgangen af 2025. Ved udgangen af 2023 var næsten 70 % af virksomhedens olie- og gasarbejdsstyrke overgået til projekter inden for grøn energi.
Læs også: Et år som salgsdirektør i Xella: “Der er optimisme at spore i horisonten”
Årsrapporten oplyser videre, at også forretningsenheden for Miljø & Sundhed leverede et resultat med tocifret organisk vækst, mens inflation og renter har påvirket især i forretningsenhederne for Byggeri, Transport og Arkitektur & Landskab, hvor ordrebogen var lavere end året før.
På rette vej
I 2024 forventer Rambøll organisk vækst på mellem 4-6 % og EBITA-margin på mellem 5,8-6,3 %.
Virksomheden oplyser, at den halvvejs gennem den nuværende strategiperiode (2022-2025) leverer som forventet og er på rette vej mod at opfylde sine strategiske mål for 2025.