Støjskærme i glas skærmer nyrenoverede boliger mod trafikstøj

De starter med at renovere 270 boliger. Når den gennemgribende renovering i Elleparken i Valby er færdig midt i 2029, vil der være 284 hhv. nyrenoverede og helt nye boliger.
Visualisering af et gult boligbyggeri med glas mellem blokkene. Tagene er røde og nye
Elleparken er opført i efterkrigstiden og er karakteristisk for sin tid med en blanding af vinkel- og stokbebyggelse, som skaber fælles gårdrum og afstand mellem blokkene. Nu skal de 12 blokke fornyes. Visualisering: Pålsson Arkitekter

56 nye boliger, en omfattende renovering af de eksisterende boliger, store orangerier og støjskærme i glas. Det almene boligbyggeri Elleparken i Valby står foran en større transformation til en entreprisesum på 460 mio. kr.

Bygherren Samvirkende Boligselskab (SAB) har udvalgt entreprenørselskabet Hansson & Knudsen som hovedentreprenør på renoveringen af de 12 længehuse i tre etager. Afdelingsdirektør i entreprenørselskabet, Daniel Slettemose, fortæller:

Læs også

Vil af med 96 utidssvarende boliger. Nu er nedrivningen sat i gang

– Det er blandt andet besluttet at udskifte tagene på samtlige blokke – og i den forbindelse etablere 56 nye boliger oppe på de gamle tørrelofter. Derudover skal vi også etablere støjafskærmning og lyd-orangerier ud mod den stærkt trafikerede vej Folehaven – foruden løse nogle af de mere traditionelle udendørs renoveringsopgaver som udskiftning af vinduer, opmuring af nye isolerede gavle og en delvis udskiftning af fuger på eksisterende facader.

Visualisering af et orangeri i glas mellem boligblokke
I forbindelse med renoveringen opføres store orangerier og støjskærme, der skal skærme boliger og fællesarealer mod trafikstøj fra de større nærliggende veje. Visualisering: Pålsson Arkitekter

Dertil kommer udskiftning af installationer, køkkener og bad i alle lejligheder og en delvis udskiftning af gulvene. Udearealer omlægges med LAR.

38 tilgængelighedsboliger

Etableringen af de nye tagboliger bringer bebyggelsens samlede antal boliger op på 284 – og dermed fortættes området, som ved renoveringens afslutning vil bestå af 144 renoverede boliger, 46 sammenlagte familievenlige boliger, 38 tilgængelighedsboliger og så de 56 nye tagboliger.

Visualisering af en mand der sidder med en pc på knæene i en lænestol. Hans lejlighed har synlige spær. Alle vægge og spær er malet hvide
De gamle tørrelofter bliver til 56 nye lejligheder. Dermed når Elleparken op på 284 boliger. Visualisering: Pålsson Arkitekter

– Det bliver dejligt at kunne aflevere nogle toptunede lejligheder til beboerne, siger Daniel Slettemose.

Domus Arkitekter er bygherrerådgiver, Rørbæk og Møller Arkitekter er totalrådgiver og arkitekt på projektet, mens Pålsson Arkitekter er underrådgivere på arkitekturen. Lyngkilde er med som rådgivende ingeniør.

Læs også

Kan plantevægge mindske luftforeningen? København gør forsøget

Landskabsarkitekt er Masu Planning. Det viser et opslag i Byggefaktas SMART-database. Her angives det samlede areal til godt 21.000 kvm.

Projektet forventes påbegyndt medio 2025 med afslutning medio 2029.

Relateret indhold