Større robusthed. Det er baggrunden for at ABC Rådgivende Ingeniører skruer op for antallet af partnere i virksomheden.
Ingeniørhuset med hovedkvarter i Rødovre “mander op” og er nu oppe på otte partnere mod fire oprindeligt.
– Det gør mig enorm stolt at udvide partnerskabet i ABC med medarbejdere fra egne rækker. Det er folk, som gennem en årrække har vist stor faglighed, og som har været med til markant at udvikle virksomheden, siger administrerende direktør, Ammar Al-Temimi, der stiftede ABC i 2010.
– Ved at udvide partnerskabet i ABC ruster vi os til fremtiden, og det gør os mere robuste. Lige nu har forudsætningerne for ABC aldrig været bedre, og vi står stærkere end nogensinde før – det gælder både i forhold til ABC’s medarbejdere og vores referencer, siger Ammar Al-Temimi.
På udkig efter 10 nye profiler
Gennem de seneste år er ABC’s projekter vokset i både størrelse og kompleksitet, og man kigger nu ind i en pipeline af en række af landets største og mest komplicerede byggesager.
Derfor forventer man også at rekruttere omkring 10 nye profiler indenfor de næste måneder, som skal være med til at robustgøre ABC til de kommende opgaver.
Store krav til fremtidens byggeri
Og det er ifølge Ammar Al-Temimi vigtigt at stå stærkt i forhold til fremtidens byggeri, hvor krav om CO2-reduktion og bæredygtighed bliver store temaer.
– Vi har i partnerskabskredsen et strategisk fokus på, at bæredygtighed og grøn omstilling bliver vigtige pejlemærker i fremtiden. Byggeriet står for en stor procentdel af CO2-udledningen i Danmark, så det gælder om at stå stærkt og være rustet til de krav og opgaver, som kommer indenfor de næste år.
– Det gælder lige fra digitalisering af bæredygtighed, projektering af bygninger til ændret brug af byggematerialer. Derfor glæder det mig også, at vi i ABC står stærkere end nogensinde før, så vi er klar til de opgaver, som ligger forude.
Partnerholdet
De otte partnere i ABC er:
– Ammar Al-Temimi, Administrerende direktør
– Kristoffer Krarup, Udviklingsdirektør
– Burak Demirci, Driftsdirektør
– Michael Panton Lind, Teknisk Direktør og certificeret KK3/4
– Miki Kobayashi, Afdelingsleder (ny partner)
– Thomas Flinker Torp, Afdelingsleder & Kompetencechef Renovering (ny partner)
– Bo Normann Andersen, Kompetencechef Bæredygtig Konstruktioner (ny partner)
– Jesper Wallaert, Afdelingsleder & Kompetencechef BIM/IKT (ny partner)
ABC’s otte partnere samt resten af de omkring 100 medarbejdere flytter den 1. november fra hovedkontoret i Rødovre til nye lokaler i Glostrup.
Det nye hovedkontor, som er på 3.000 m2, vil ligge på Glostrup Station og er i fuld gang med at blive renoveret, så det kan stå klar i det sene efterår.