Reduction Roadmap: Lige nu handler det om at finde sammen i partnerskaber

Byggebranchen har vist vilje til at foretage ændringer, som muliggør en overgang mod en mere bæredygtig fremtid. Men der skal brydes med hønen eller ægget-problematikken, hvor alle venter på de andre, lyder det.
Sinus Lynge ser gerne, at rådgivere og designere kommer mere på banen ift. at skubbe på den nuværende udvikling.

Sinus Lynge er partner hos Effekt, der sammen med Artelia og Cebra står bag Reduction Roadmap.

Ifølge ham kan vi ”ikke fortsætte en byggesektor, der forurener naturen, som er ekstraktiv og degenerer ressourcer – uanset om det sker lokalt eller i andre steder i verden”.

Han mener, at byggeriet skal opfylde en anden rolle i synergi med andre sektorer og udnytte eksisterende infrastruktur, bygninger, materialer og affaldsstrømme, så de ikke bliver til affald eller brændt.

Læs også

Store navne fra ind- og udland kommer på Building Green

– Byggesektoren skal modtage overskudsmateriale fra land- og skovbrug og på den måde lagre CO2 og minimere de udledninger, vi har i dag. Byggematerialer skal kunne regenereres og genanvendes, og byggeriet skal tænkes som et økosystem i tæt sammenhæng med landbrug, energi og forsyningssektoren og med mobilitet og transport.

– Industrien skal anvende viden, færdigheder og teknologi inden for en ny kontekst, hvor vi først og sidst skal bygge med afsæt i økosystemets muligheder og begrænsninger, som også i sidste ende også skaber rammerne for vores velfærd, tryghed, sikkerhed og samfundsøkonomi, siger han.

’Blue ocean’ venter forude

Sinus Lynge påpeger dog også, at byggebranchen har vist en vilje og et ønske om at foretage de nødvendige ændringer for at muliggøre en overgang mod en bæredygtig fremtid:

– Vi skal fortsætte denne bevægelse og samarbejde, open source de bedste ideer og løsninger og fortsætte presset, så lovgivning og finansielle mekanismer vil tilskynde omstillingen. Hvis vi går foran med denne omstilling, venter der kun et lovende ’blue ocean’ for branchen forude, men også helt andre samfundsmæssige værdier og synergipotentialer.

Læs også

Arkitekt med opråb: Fremtidens arkitekter skal turde afvige fra nutidens normer

Han ser gerne, at rådgivere og designere kommer mere på banen ift. at skubbe på den nuværende udvikling:

– Som rådgivere og designere har vi mindre økonomisk magt end investorerne og udviklere, men vi kan vise løsningerne og vejen frem for beslutningstagere, siger han og uddyber:

– Som virksomheder beslutter vi ultimativt selv, hvem og hvad vi arbejder for, og hvilken type projekter vi arbejder på, så lige nu handler det om at finde sammen i partnerskaber, der ønsker at bidrage til omstillingen, så vi får brudt den hønen eller ægget-problematik, hvor alle venter på de andre.

Sinus Lynge oplever dog, at der med Reduction Roadmap tegner sig en større bevægelse i Danmark af aktører, der ønsker at vise vejen frem inden for Parisaftalen:

– Når vi står sammen om fælles mål, er vi meget mere magtfulde end som enkeltstående virksomheder, understreger han.

Relateret indhold