Borgmester: Skandale at stoppe letbaneprojektet

- Der er ingen grund til at stoppe her, fordi regeringen hellere vil bruge pengene på noget andet. Det er usagligt, siger Thomas Gyldal, borgmester i Herlev.
- Letbanen vil bidrage til byudvikling, bosætning og ny erhvervsudvikling, siger borgmester Thomas Gyldal (S) fra Herlev Kommune. Illustration: Hovedstadens letbane.
- Letbanen vil bidrage til byudvikling, bosætning og ny erhvervsudvikling, siger borgmester Thomas Gyldal (S) fra Herlev Kommune. Illustration: Hovedstadens letbane.

Onsdag skal en række borgmestre fra de kommuner, der er involveret i det københavnske letbaneprojekt på Ring 3, i foretræde i Folketingets Transport- og Bygningsudvalg.

Der har på det seneste været rejst tvivl om projektets økonomi, og da transport- og bygningsminister Hans Chr. Schmidt med henvisning til en rapport fra statsrevisorerne indkaldte forligspartierne bag projektet til møde torsdag, begyndte en række tilhængere af projektet at frygte for dets fremtid.

Ministeren har dog over for Dagens Byggeri afvist at ville så tvivl om projektets gennemførelse, men han pegede på den anden side på, at den Aarhus-model, som statsrevisorerne underkendte, netop er den samme, som den model der anvendes ved det københavnske projekt.

Bekymret

Borgmester Thomas Gyldal (S) fra Herlev Kommune siger til Dagens Byggeri, at han reelt er bekymret for, at de blå partier på Christiansborg er på vej til at løbe fra den aftale, der blev indgået bredt i Folketinget.

– Jeg frygter for, at det ikke bliver til noget. Ministeren må tage ansvar nu, så vi kan komme videre. Det er måske samme model, som i Aarhus, men der er ingen grund til at tro, at tingene er ved at løbe af sporet på hovedstadens letbane. Her har vi haft Metroselskabet til at drive processen, og her har vi haft en professionel bestyrelse fra dag et. Her har vi haft både Cowi og eksterne til at gennemgå både økonomi og jura i projektet. Vi har styr på projektet, og den tvivl, der er skabt, er politisk, og den skal vi nu have afsluttet politisk, så vi kan komme videre med projektet, siger Thomas Gyldal til Dagens Byggeri.

Udvikling

Han understreger, at borgmestrene på foretrædet vil forklare medlemmerne af Transportudvalget, hvilke udviklingsmuligheder, letbanen vil skabe i omegnskommunerne.

– Letbanen vil bidrage til byudvikling, bosætning og ny erhvervsudvikling. Stopper de letbaneprojektet her og nu, stopper de også en vigtig udvikling i omegnskommunerne og er med til at sætte hovedstaden i stå. Dermed er de også med til at sætte Danmark i stå. Vi vil derfor slå et slag for væksten.

Forkert beregning

Til statens egne beregninger af, at letbaneprojektet giver et samfundsøkonomisk underskud, siger Herlev-borgmesteren:

– Beregningerne er ikke rigtige. Dette projekt vil give et samfundsøkonomisk overskud. De store byudviklingsmuligheder som konsekvens af projektet er ikke indregnet, så der er masser af gode grunde til at gennemføre projektet. Det vil være en skandale, hvis det stoppes nu. Alle har indtil i dag været enige om, at det er den rigtige beslutning. Der er ingen grund til at stoppe her, fordi regeringen hellere vil bruge pengene på noget andet. Det er usagligt, slutter Herlevs borgmester Thomas Gyldal.

Relateret indhold