Nyt projekt skal give mere direkte genbrug på byggegrunden

Vi skal fremadrettet genbruge de materialer, vi allerede har i den eksisterende bygning, når vi renoverer. Et nyt forskningsprojekt vil udvikle et individuelt idékatalog for hver case.
Ringparken i Slagelse bliver det første projekt, der skal undergå en nøje granskning fra parterne bag forskningsprojektet 'Genbrug på matriklen ved renovering'. Illustration: Sweco
Ringparken i Slagelse bliver det første projekt, der skal undergå en nøje granskning fra parterne bag forskningsprojektet 'Genbrug på matriklen ved renovering'. Illustration: Sweco

Siden den 1. januar 2023 har genbrugte materialer haft en værdi på ‘nul’ miljøpåvirkning i dansk byggeris LCA (Life Cycle Assessment), hvilket gør dem mere attraktive.

Nu vil et nyt forskningsprojekt med titlen ‘Genbrug på matriklen ved renovering’ undersøge, om det er muligt at finde en metode, så vi lettere kan genbruge de materialer, der allerede findes på byggegrunden, når en bygning skal renoveres.

Læs også: Vil bringe genbrug af byggematerialer op i en anden liga

– Jo mere vi kan genbruge, desto flere emissioner kan vi spare. Jeg tror på, at byggebranchen i fremtiden vil bruge mere tid på at overveje, hvad de gør, end på at bygge. Jo mere refleksion, jo bedre informeret kunstnerisk designproces kan vi opnå, og jo bedre mulighed har vi for at skabe smukke bygninger med minimal miljøpåvirkning, siger leder af det nye forskningsprojekt, professor Lotte M. Bjerregaard Jensen fra Arkitektskolen Aarhus.

Hun tilføjer:

– I dag dikterer arkitekternes design ofte, hvilke materialer der skal anvendes, men jeg tror, at fremtidens design vil blive dikteret af de materialer, der er tilgængelige. Derfor synes jeg, at dette projekt er interessant, fordi vi netop kan undersøge, hvordan arkitekternes designproces ændres, når de får adgang til data, de ikke tidligere har haft.

Genbrug vil ændre på bygningskulturen

Projektet inkluderer forskere fra Arkitektskolen Aarhus og DTU samt virksomhederne Effekt Arkitekter, Cebra, Anna Mette Exner Arkitektur, Arkitema, JJW Arkitekter og Søren Jensen Rådgivende Ingeniører.

Læs også: Nedrivning i Gellerupparken giver nyt liv til 50 år gammel beton

Også nedrivningsvirksomhederne Kingo Karlsen og P. Olesen, entreprenørfirmaet JDH-Byg, Videncenter for Cirkulær Økonomi i Byggeriet (Teknologisk Institut) og GreenDozer, der formidler byggeriets overskudsvarer, er med. I styregruppen arbejder desuden Aarhus Universitet og VIA.

Arkitektskolen Aarhus styrer projektet, der er støttet af Realdania:

– Der er ingen tvivl om, at det vil ændre på bygningskulturen, hvis vi genbruger mere af det eksisterende. Jeg ser frem til gennem projektet at få større kendskab til, hvilken æstetik og bygningskultur vi vil se i fremtiden, hvis vi bliver bedre til at renovere med genbrug af byggematerialer direkte på matriklen, lyder det fra Thomas Waras Brogren, projektchef i Realdania.

Aldrig mere sådan en nedrivning. Fremtidens design vil blive dikteret af de materialer, der er tilgængelige. Derfor skal vi fremadrettet genbruge meget mere - og gerne uden at flytte alt for meget på materialerne, lyder det fra projektleder Lotte M. Bjerregaard Jensen fra Arkitektskolen Aarhus. Foto: Getty Images
Aldrig mere sådan en nedrivning. Fremtidens design vil blive dikteret af de materialer, der er tilgængelige. Derfor skal vi fremadrettet genbruge meget mere – og gerne uden at flytte alt for meget på materialerne, lyder det fra projektleder Lotte M. Bjerregaard Jensen fra Arkitektskolen Aarhus. Foto: Getty Images

Udvikler individuelt idékatalog

Forskningsprojektet vil strække sig over godt to år. Hvert år vil der blive udvalgt en ny case, som repræsenterer et aktuelt transformations- og renoveringsprojekt og en typologi med opskaleringsmuligheder. Her vil studerende og parterne udvikle et idékatalog med forslag til, hvordan de materialer, der allerede findes på byggegrunden, kan genbruges på matriklen.

Kommentar: Genbrug får en vigtig plads i byggeriet

Den første case vil være Ringparken i Slagelse, hvor et omfattende omdannelsesprojekt sættes i gang i 2026 med det formål for på sigt at få området af ghettolisten.

Projektet indebærer nedrivning af dele af byggeriet, nybyg og en gennemgribende renovering af 592 boliger og udearealer.

– Ringparken er en spændende case, fordi udførelsen først starter i 2025 Det betyder, at selvom vores projekt involverer nogle fantasi-designprocesser, som ikke nødvendigvis skal implementeres, har vi stadig muligheden for at præsentere ideer i vores idékatalog, som kan blive til virkelighed, siger Lotte M. Bjerregaard Jensen.

Projektet ‘Genbrug på matriklen ved renovering’ er iværksat dette efterår og forventes at fortsætte indtil 2025. Projektet har modtaget støtte på 992.250 kroner fra Realdania. Det samlede budget er på 1.984.500 kroner.

Relateret indhold