Den gennemsnitlige behandlingstid for byggeansøgninger er endnu engang steget – og det ser værst ud i de kommuner, der i forvejen gør det dårligst.
At byggeriet i gennemsnit for alle typer ansøgninger nu skal vente 75 dage står i dyb kontrast til de 40 til 60 dage, der er den landsdækkende målsætning.
Oven i det tal skal man endda indregne, at en række kommuner rent faktisk gør det fremragende, men ultra korte behandlingstider på en uge eller to – så et stigende gennemsnit viser, at det står sløjt til i de øvrige.
Når embedsmændene i de kommende måneder også skal behandle en række nye klimadokumenter vedrørende byggeriet, så frygter vi, at der nærmest vil ske en fordobling af ventetiderne.
Forbedring på en trist baggrund
Kommunerne kan måske indhente en smule af problemet i de kommende måneder, men det bliver på en trist baggrund.
Lige nu ser vi generelt, at virksomhederne får mindre at lave. Det er både hvad vi hører fra vores medlemmer og den forventning, der lyder fra Danmark Statistik, hvor en overvægt af virksomhederne i byggeriet allerede i slutningen af sidste år forventede faldende omsætning og beskæftigelse, når de så blot tre måneder frem.
Så antallet af byggesager vil sandsynligvis falde og dermed får kommunerne en lidt trist håndsrækning.
Tikkende bombe under ventetiden
Men i horisonten lurer en tikkende bombe, der kan få ventetiden til at eksplodere. Kommunerne skal nemlig fremover også gennemgå og godkende klimaregnskab for hvert enkelt byggeri, når det står færdigt.
Det arbejde er knapt begyndt endnu, fordi reglerne kun gælder for byggerier, der er ansøgt om efter årsskiftet. Men i de kommende måneder vil flere og flere af de bygninger blive gjort færdige.
For hver byggeansøgning kommer der en klimadokumentation, der skal behandles af kommunen, når byggeriet afsluttes.
I princippet vil antallet af sagsbehandlingerne dermed blive fordoblet, så medmindre kommunerne får puklen af byggesager bragt ned, frygter vi at den negative udvikling vil fortsætte det kommende år.
Beskæftigelsen i byggeriet er begyndt at falde, men det kan kommunerne modvirke ved at få afviklet puklen, så flere byggerier kan komme i gang.