Jeg læste for nylig, at den næste metrolinje, M5, er på vej til København. Der blev nævnt, at projektet vil være dyrt, tage lang tid at bygge og få store konsekvenser for københavnerne.
Der er ingen tvivl om, at metrolinjen, som er planlagt til at åbne i 2035, vil få betydelige konsekvenser. Men jeg håber også, at vi kan lære af fortiden.
Store infrastrukturprojekter har altid udfordringer. Vi har tidligere set problemer som støjgener omkring metroen, sætningsskader ved Codanhuset samt aktuelle udfordringer med letbanebyggeriet.
Uanset om det drejer sig om grundejere tæt på det nye metrobyggeri eller detailhandlere, vil der være udfordringer. Det kan jeg skrive under på med 15 års erfaring inden for planret, miljøret og fra mit arbejde med juridiske aspekter af tunneler, herunder skybrudstunneler de sidste ti år.
Samme fejl igen og igen
De samme fejl gentages ofte. For ofte. Og aktuelt ser vi det med letbanen i Lyngby, hvor grundejere oplever støj- og sætningsskader, hvilket gør projekterne dyrere og mere komplekse.
Men hvis man starter i tide, kan mange problemer undgås. Københavns Kommune er et godt eksempel herpå. I forbindelse med renoveringen af Langebro i 2024/25 har kommunen indgået eksproprieringslignende aftaler tidligt i forløbet.
Det har sikret, at bygninger og virksomheder omkring Langebro er inddraget meget tidligt, hvilket minimerer uforudsete udfordringer og holder omkostningerne nede.
Kom til metrofest: M4 åbner mod syd
Jeg glæder mig over udsigten til den nye metrolinje, men jeg ved også, at bl.a. politikere og journalister vil fokusere på de mange potentielle konsekvenser.
Derfor vil jeg gerne komme med et stille opråb om at være ude i tide, for det kan virkelig betale sig. Med tidlige eksproprieringslignende aftaler kan mange problemer undgås, og bygninger tæt på byggeriet vil blive behandlet korrekt fra start.
Jeg ser frem til at tage en tur under vandet til Amager fra indre København i 2035. Men jeg vil glæde mig endnu mere, hvis det kan ske uden tvister, problemer og uforudsete udgifter.