Som produktionsvirksomhed må man ofte navigere på et oprørt hav af nye love og regler. En bølge af certifikater og godkendelser, skyller én i møde, når man gerne vil udvide forretningen og samtidig overholde lovens bogstav.
Fremstiller man stålkomponenter, skal man eksempelvis være CE-certificeret. Det betyder, at svejserne i virksomheden skal have gennemgået bestemte kurser og arbejdsgangene skal være systematiserede. Som installatør er der en række kvalitetsstyringssystemer, der skal kontrolleres af en instans godkendt af Sikkerhedsstyrelsen.
Endelig kommer der et ledelsessystem til at overvåge og korrigere virksomhedens handlinger som ISO9001. Det skal skabe overblik over virksomhedens forretningsgange og præcisere processor og værdier med løbende evaluering.
Der er meget godt ved disse certificeringer. De sikrer kvalitet og ensartethed, og mange virksomheder kan faktisk aflæse investeringer i CE-mærkning positivt på bundlinjen. Men hvad sker der, hvis man ikke overholder dem?
Jeg ser virksomheder, der ikke overholder loven, og som ikke har de rigtige certifikater på plads. De driver nemt forretning alligevel. Her kan det undre, at der nærmest ingen myndighedskontrol er med, om virksomhederne overholder kravene.
Fornylig konstaterede jeg i et større landsdækkende byggemarked, at de sælger stålinddækning til tagvinduer, der indeholder bly. Det har været forbudt i årevis. Hvem holder øje med det? Hvor skal man overhovedet henvende sig om sådan et problem – og hvor mange kender det svar?
Som virksomhedsejer sidder man til tider med en fornemmelse af, at myndighederne vedtager love og regler i et væk. Men der er ikke ressourcer til at kontrollere, om de overhovedet bliver overholdt. På den måde ender de bare med at blive en konkurrenceforvridende meromkostning for dem, der vælger at overholde loven.
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
';