Ung rådgiver holder styr på fiberdoseringen

Daniel Fester Henningsen er 28 år og en af de fem nominerede til at blive årets unge Fri Rådgiver i 2020. Han er nomineret for udvikling af programmer til beregning af fiberdosering i terrændæk og fundamenter.
Daniel Fester Henningsen er ansat hos AFM Rådgivende Ingeniører. Pressefoto.
Daniel Fester Henningsen er ansat hos AFM Rådgivende Ingeniører. Pressefoto.

Fem rådgivende ingeniører er nomineret til at bliver Årets unge Fri Rådgiver 2020. Den tredje er 28-årige Daniel Fester Henningsen fra AFM Rådgivende Ingeniører. Han er nomineret for udvikling af programmer til beregning af fiberdosering i terrændæk og fundamenter.

I begrundelsen lyder det:

“Daniel har formået først at udvikle interne regnearksprogrammer til beregning af den fornødne polypropylen fiberdosering i terrændæk og fundamenter. Daniel har igennem processen med den tekniske udvikling udvist klare evner til at få skabt lydhørhed blandt specialister inden for sit felt og demonstrerede allerede indledningsvis i processen stor faglighed. Daniel har siden hen udviklet programmerne til internationalt tilgængelige, online licensprogrammer. Daniels potentiale til at blive et teknisk fyrtårn i virksomheden er åbenlyst, og han besidder i kraft af sine analytiske evner stort potentiale som teknisk ledende inden for sit felt”.

Fiberdosering i terrændæk og fundamenter

Den unge ingeniør har udarbejdet et regnearksprogram til beregning af den fornødne fiberdosering til bæring af diverse laster. Processen har primært været at få samlet, koordineret og verificeret komplekse og tekniske teorier i et brugbart og tilgængeligt interface. Med så få input som muligt, har Daniel Fester Henningsen udviklet programmer, der undersøger og verificerer bæreevnen af de pågældende konstruktionstyper ud fra alle laster, snitkræfter, og scenarier.

Desuden autogenereres dokumentationen, som tydeligt illustrerer inputparametrene, forudsætningerne, og beregningerne. Dertil er ideen at skabe en åbenlys og operationel brugerflade, som gør det nemmere at beskrive den mulige anvendelse af polypropylenfibrene, samt at anvende polypropylenfibrene korrekt.

Anders Fabricius Møller, administrerende direktør i AFM Rådgivende Ingeniører vurderer:

“Vi har i virksomheden forsøgt at danne et internt miljø beskrevet som “kreativ inkompetence”. Daniel har straks, i kraft af kreativitet, påtaget sig at udvide sin kompetence, og med sin faglige indsigt og analytiske evner formået at danne og bruge det internationale netværk i Belgien, Storbritannien, Skandinavien og Baltikum til at udvikle operationelle programmer fra traditionelle regneark til online og offentligt tilgængelige programmer til beregning af diverse betonkonstruktioner med fiberarmering. I dag sidder han også i normudvalget for betonkonstruktioner for at forsøge at implementere beregningsmetoderne i Eurocode 2 og udbrede anvendelsen af den miljørigtige polypropylen fiberarmering. Daniel har tilmed initieret, at producenten og distributøren har fået udarbejdet cradle-to-cradle- og EPD-rapporterer, som dokumenterer, at der for alle dele af processen er en økonomisk og miljømæssig fordel i anvendelsen af programmerne og anvendelsen af polypropylen fiberarmeret beton.”

Kåringen af Årets unge Fri-rådgiver 2020 finder sted torsdag 5. marts.

Relateret indhold