Bæredygtighed er et aspekt, der får stadig større opmærksomhed, når arkitekter og andre byggefagfolk søger viden om akustikplader til lofter og vægge. Det har nu fået Rockfon til at forsøge at skabe orden i informationsstrømmen med en helt nyudviklet bæredygtighedssektion på sin hjemmeside.
– Der bliver informeret rigtig meget om bæredygtighed, og mange har stykket deres viden om emnet sammen af informationer fra vidt forskellige kilder med hver sin holdning til, hvad der er vigtigt. Derfor har vi gjort et stort arbejde for at samle den viden, der er relevant for vores brugere, på ét sted, siger ansvarlig for bæredygtighed hos Rockfon, Christian J. Kofod, i en pressemeddelelse.
Svarer på det meste
Målet har været at stille faktuelle produktoplysninger til rådighed på en lettilgængelig, praktisk brugbar og overskuelig måde. Christian J. Kofod vurderer, at brugerne fremover vil kunne finde svar på 95 procent af deres spørgsmål om bæredygtighedsaspekter via hjemmesiden. Dermed bliver der frigjort kapacitet til at rådgive bedre og mere om produkternes grundlæggende egenskaber, herunder forbedring af lydmiljøet.
– Vores kunder søger i stigende omfang information om bæredygtighed. Med de opdaterede produktspecifikke bæredygtighedsdeklarationer, som er tilgængelige for hvert eneste Rockfon-produkt, leverer vi et hurtigt overblik over de relevante oplysninger, lige til at downloade og bruge som dokumentation, siger Christian J. Kofod.
Akustik er også bæredygtighed
Han peger på, at en bygning først og fremmest skal være velfungerende i forhold til sit formål. Ellers er den hverken økonomisk eller funktionsmæssigt bæredygtig.
– Det giver for eksempel ingen mening at konstruere en bygning af de grønneste materialer, hvis akustikken ikke understøtter formålet. En bygning kan ikke være bæredygtig, hvis ikke skoleeleverne kan høre, hvad læreren siger, hvis ikke medarbejderne kan koncentrere sig, eller patienterne ikke kan hvile sig, siger Christian J. Kofod.
Det grundlæggende princip i bæredygtighedssektionen hos Rockfon er forenkling. Det har blandt andet betydet, at der blot findes to grundlæggende miljøvaredeklarationer, som detaljeret beskriver miljøaspekter ved produkterne. En for akustikplader med høj densitet og en for akustikplader med lav densitet.
Førende certificeringer
– Vi har analyseret førende globale bæredygtighedscertificeringer som Breeam, Leed og DGNB og så at sige uddraget tværsummen af de parametre, certificeringerne lægger vægt på i forhold til anvendelse af produkter fra Rockfon, for eksempel ressourceanvendelse og miljøpåvirkning, siger Christian J. Kofod.
Han vurderer, at bæredygtighedssektionen kommer til at betyde en effektivisering og endnu vigtigere en opkvalificering af virksomhedens rådgivning.
– Bæredygtighedssektionen virker både udadtil og indadtil. Den hjælper vores kunder til at finde relevant information selv, men den hjælper også vores sælgere til at stille de rigtige spørgsmål i forhold til kundernes bæredygtighedsambitioner. Det kommer til at resultere i mere kvalificerede og innovative løsninger, siger Christian J. Kofod.