Robotfirma udskifter to tredjedele af bestyrelsen: ”Kræver de rette kompetencer”

Tidligere adm. direktør i DS Flexhal og ditto i GK Danmark træder ind i bestyrelsen hos skærerobot-firmaet Kobots, der nu vil skalere både nationalt og internationalt.
En mand arbejder med pladematerialer
Robotterne fra Kobots anvendes til skæring af pladematerialer som gips, fibergips, træbeton, eternit og facadeplader.

Den danske virksomhed Kobots, der udvikler skærerobotter til byggebranchen, udskifter fire sjettedele af bestyrelsen og reducerer størrelsen til fire personer.

Ind kommer den netop fratrådte adm. direktør i DS Flexhal, Anette Storm, og tidligere adm. direktør i GK Danmark, Lone Møller Sørensen, der samtidig bliver bestyrelsesformand.

Ud går tidligere adm. direktør i trægulvproducenten Junckers, Carsten Ivan Chabert, Ralf Astrup, Susan Nørgaard og hidtidig formand Kirsten Winther.

Læs også

Skærerobotter kan overtage surt arbejde på byggepladsen

Samtidig fortsætter direktør i CP Byg, Christian Poulsen, og Kobots adm. direktør, Christina Grigoriou Dalsgaard, i bestyrelsen.

Ifølge Christina Grigoriou Dalsgaard står Kobots ved et afgørende næste skridt.

Robotfirmaet vil skalere både nationalt og internationalt.

– Vi har gennem flere år arbejdet tæt sammen med kunder i byggebranchen og dokumenteret, at vores teknologi skaber værdi – både økonomisk og i forhold til arbejdsmiljøet, siger Christina Grigoriou Dalsgaard og fortsætter:

– Nu handler det om at få løsningen ud i langt større skala, og det kræver de rette kompetencer i bestyrelsen.

“Potentialet er betydeligt”

Kobots indgik i januar 2026 et samarbejde med byggemarkedskæden Davidsen om distribution, ligesom robotvirksomheden har indgået et samarbejde med materieludlejeren Renta.

– Kobots har allerede bevist sit værd i markedet med en løsning, der skaber reel effekt for byggebranchen, siger bestyrelsesformand Lone Møller Sørensen og fortsætter:

– Samtidig står branchen midt i en transformation, hvor behovet for produktivitet og bedre arbejdsmiljø kun vokser. Potentialet er betydeligt, og jeg ser frem til at arbejde med ledelsen om at skalere forretningen i den næste fase.

Kobots blev i slutningen af 2022 erklæret konkurs, hvorefter virksomheden blev opkøbt af en gruppe medarbejdere og investorer, heriblandt Christina Grigoriou Dalsgaard, Christian Poulsen og Ralf Astrup.

Læs også

Skærerobot-firma går konkurs

Kobots havde i 2024 en bruttofortjeneste på 5 mio. kroner – over en fordobling fra 2023.

Relateret indhold