Ny garantiordning for håndværkere

Tre arbejdsgiverforeninger står fra torsdag den 1. oktober sammen om en ny garantiordning, der skal give kunderne sikkerhed og garanti.
Organisationerne Arbejdsgiverne, Dansk Håndværk og Kristelig Arbejdsgiverforening har fra 1. oktober fælles Håndværkergaranti. Foto: Byggeriets Billedbank.
Organisationerne Arbejdsgiverne, Dansk Håndværk og Kristelig Arbejdsgiverforening har fra 1. oktober fælles Håndværkergaranti. Foto: Byggeriets Billedbank.

Om garantien

  • Håndværkergarantien sikrer, at en privat kunde, som indbringer en sag for Håndværkets Ankenævn og får medhold, får udbedret fejl og mangler.
  • Garantien dækker også, selvom virksomheden er gået konkurs. Får kunden medhold i sin sag hos Håndværkets Ankenævn, udføres arbejdet af en anden virksomhed under ordningen.
  • Ankenævnet er sammensat af repræsentanter for både forbrugere og virksomheder, og en dommer er upartisk formand for nævnet.
  • Med Håndværkergaranti er kunden sikret:
  • – på opgaver til en værdi af op til 100.000 kroner inklusive moms.
  • – selvom virksomheden går konkurs.
  • – en uvildig og hurtig afgørelse af Håndværket Ankenævn.
  • – hurtig udbedring af fejl og mangler. Senest 30 dages efter, at sagen er afgjort, påbegyndes udbedringen.

Arbejdsgiverne, Dansk Håndværk og Kristelig Arbejdsgiverforening har hver især haft deres egen garantiordning, men fra 1. oktober slås de sammen under et nyt navn – Håndværkergaranti.

Målet er at skabe en ordning, som alle forbrugere kender, og derfor vælger håndværker ud fra.

Med et fælles logo vil garantiordningen hurtigt få den gennemslagskraft, som virksomhederne har brug.

Direktør Morten Frihagen Dansk Håndværk

En anden fordel for kunderne er, at den nye garantiordning dækker stort set alle fagområder inden for byggeriet, så kunderne kan få udført arbejde med garantidækning, uanset om de skal have fat i en vvs, en tømrer, en murer eller en anden af de mange hundrede håndværkere, der bliver dækket af Håndværkergarantien.

Fælles logo

Morten Frihagen, der er direktør i Dansk Håndværk lægger heller ikke skjul på, at de tre organisationer går sammen, for samtidig at få en slagkraftig markedsføring af tilbuddet:

– Med et fælles logo vil garantiordningen hurtigt få den gennemslagskraft, som virksomhederne har brug for i deres markedsføring. Vores formål er naturligvis at gøre det lettere for den enkelte håndværker at fastholde sin kunder og få nye, siger Morten Frihagen.

Samtidig med at garantiordningen lanceres, åbnes der også for en fælles hjemmeside, www.håndværkergaranti.dk, hvor kunder kan læse om det nye fælles garantimærke:

Under samme hat

Morten Frihagen understreger over for Dagens Byggeri, at de tre organisationer i forvejen er under samme hat i Håndværksrådet, og at det derfor giver god mening at gå sammen om en fælles garantiordning:

– Vores garantiordning svarer til de øvrige på markedet, og derfor ønsker vi at signalere, at vælger man en af vore virksomheder til at udføre en opgave, opnår man samme tryghed. Viser det sig, at et byggeri løber af sporet og den pågældende entreprenør ikke vil udbedre fejl og mangler, kan man efter en ankenævnsbehandling gå til garantiordningen og bede om at få udbedret fejlene, siger Morten Frihagen.

Relateret indhold