Hvorfor lukke en kæmpe succes?

- Sjovt nok er der ingen politikere der pt. hæver stemmen for at afskaffe nogen af de andre fradrag og tilskud, skriver Frank Korsholm.
- Sjovt nok er der ingen politikere der pt. hæver stemmen for at afskaffe nogen af de andre fradrag og tilskud, skriver Frank Korsholm.

Bedst som dansk økonomi er ved at komme på ret køl, og den massive underskov af små og mellemstore virksomheder endelig er på vej ind i smult vande, bliver der igen skabt politisk tvivl om håndværkerfradragets overlevelseschancer.

Regeringen lægger op til at forhandle en ny vækstpakke efter påske, og medmindre der træffes en ny beslutning, vil håndværkerfradraget lukke ved nytårsskifte. Regeringens begrundelse er frygten for overophedning og ordningen koster statskassen 1,7 milliarder kroner om året.

Penge, som bruges til at støtte aktiviteter, der i stor udstrækning ville være blevet udført alligevel – uden fradragsmuligheden. Det såkaldte dødvægtstab.

Der er ingen tvivl om, at der bliver givet fradrag for opgaver, som også ville blive igangsat uden statens aktive medvirken. Men det adskiller sig ikke jo ikke fra alle andre fradrag og tilskudsordninger. Mon ikke, der også ville blive bygget og handlet ejendomme uden et rentefradrag og mon ikke, at danskerne også ville transportere sig på arbejde uden et befordringsfradrag? Og gad vide, om ikke der også ville blive læst købt, læst og udbragt aviser uden en mediestøtte.

Men sjovt nok er der ingen politikere der pt. hæver stemmen for at afskaffe nogen af de andre fradrag og tilskud.

I Håndværksrådet gennemfører vi løbende undersøgelse af håndværkerfradraget, og de viser blandt andet, at en meget stor andel – nemlig 68 procent – af de byggerelaterede fag nu oplever en faldende interesse hos boligejerne for at få udført sort arbejde.

Det er vel at mærke sort arbejde, som Rockwool-Fonden seneste har anslået til at koste statskassen mindst otte milliarder kroner og som de økonomiske vismænd sætter betragteligt højere. Regeringen burde forny sine regnemaskiner.

For lægger man alle statens indtægter sammen i form af det reducerede sorte arbejde, nye indkomstskatter, moms og sparede dagpengeudgifter, vil statens regnestykke være meget tæt på at gå i nul og under alle omstændigheder være langt fra de beløb, som Skatteministeriet anslår ordningen til at koste.

Relateret indhold