CO-industri og Dansk Industri har som svar på EU’s såkaldte Håndhævelsesdirektiv, der skal sikre, at Udstationeringsdirektivet ikke misbruges til social dumping, foreslået etablering af en ny fond, der skal betale regningen, når udenlandske virksomheder ikke efterlever en dom ved Arbejdsretten.
Håndhævelsesdirektivet skal blandt andet styrke medarbejderes rettigheder, når de udstationeres på tværs af grænserne i EU som led i en tjenesteydelse. Men samtidig skal direktivet også gøre det lettere for tjenesteydere – eksempelvis håndværkere – at levere ydelser på tværs af grænserne i EU.
CO-industri og DI advarer mod at indføre et lovbestemt kædeansvar for lønninger i Danmark, og ligesom Dansk Arbejdsgiverforening og LO advares der mod lovgivning om mindsteløn i Danmark.
Vanskeligt
I stedet vil fagforbundet og arbejdsgiverne fokusere på at finde metoder, “som generelt på arbejdsmarkedet sikrer, at useriøse firmaer ikke misbruger deres midlertidige tilstedeværelse i Danmark til at begå social dumping, selvom de er forpligtet til at betale deres udstationerede medarbejdere en bestemt løn for arbejdet i Danmark, eksempelvis igennem en tiltrædelsesoverenskomst”.
De erkender dog, at selv om eksempelvis østeuropæiske virksomheder er dømt ved Arbejdsretten til at efterbetale de skyldige beløb, har det i flere sager vist sig at være “overordentligt vanskeligt at inddrive disse retmæssige krav fra virksomheder med hjemsted i udlandet”.
Forankret i LG
Derfor vil CO-industri og DI etablere en fond forankret i Lønmodtagernes Garantifond (LG), der kan yde dækning, når udstationerede medarbejdere har et retsligt konstateret tilgodehavende på løn for arbejde i Danmark, som det ikke har været muligt at inddrive fra deres arbejdsgiver.
– Ordningen bør finansieres bredt, da alle danske virksomheder kan have behov for at modtage grænseoverskridende tjenesteydelser. Tilsvarende bør tjenesteyderne selv bidrage til finansieringen af ordningen. Af hensyn til tjenesteydelsernes frie bevægelighed bør de dog ikke alene bære omkostningen. Det er udelukket, at ordningen kan etableres som en aftale imellem arbejdsmarkedets parter, da en aftale udelukkende kan forpligte vores medlemmer, og dermed vil begrænse finansieringen til overenskomstdækkede virksomheder, hedder det blandt andet i den indgåede aftale.
Ekstraordinært bidrag
Man vil dog indføre, at virksomheder, som er involveret i et entrepriseforhold, der udløser en udbetaling fra ordningen, pålægges et ekstraordinært bidrag til dækning af ordningen i det efter betalingen følgende kalenderår. Det sker for at sikre mod spekulation i ordningen.
Forslaget, der er sendt til beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S), er underskrevet af blandt andre forbundsformand Claus Jensen fra CO-industri og administrerende direktør Karsten Dybvad, DI.
Hvorfor?
Det vil dog være synd at sige, at forslaget modtages med begejstring hos alle organisationer, der er medlem af Dansk Arbejdsgiverforening. Danske Malermestres direktør spørger direkte, hvorfor alle Danmarks ærlige virksomheder nu skal til at betale for de uærlige?
– Det er helt urimeligt. Den uærlige trafik kan fortsætte, de andre betaler jo. Der lægges ganske vist op til, at virksomheder, der forårsager udbetalinger fra fonden – såvel udførende som hvervgivere – skal pålægges et forhøjet bidrag året efter, men det lyder kun godt i teorien. Der vil nemlig ikke være en udførende virksomhed at opkræve et ekstraordinært bidrag fra, og derfor er der kun hvervgiveren tilbage. Og hvem skal lige afgøre, hvor meget ansvar han har? Det kan jo være, han intet vidste om, at overenskomsten blev brudt. I praksis kan der derfor kun blive tale om en standardforhøjelse, som eksempelvis en fordobling af bidraget eller lignende, siger direktør Ole Draborg fra Danske Malermestre til Dagens Byggeri
Dukker op med andet navn
Det er også meningen med forslaget, at der skal ske en registrering af virksomhederne, der giver anledning til udbetalinger. Men det er kun af de udførende:
– Men de er jo forsvundet og dukker nok op under et andet navn. Der er også meget få af de udenlandske medarbejdere, som er medlemmer i fagforbundene. Derfor vil pengene ryge lige direkte i fagbevægelsens kasse, og ikke til de ansatte. Hvis nogen påstår, at ordningen kun skal udrede penge til de medarbejdere, der er organiserede, tror jeg, de taler mod bedre vidende. I så fald vil den jo ikke få nogen som helst betydning. Der står ligeledes, at “udenretlige forlig mellem arbejdsgivere og forbund også skal kunne føre til udbetalinger”. Hvem har så interesse i at holde igen, når pengene bare kan hentes i fonden? spørger Ole Draborg, der dybest set kalder det et underligt forslag.
Forkert medicin
Ole Draborg kalder forslaget for “den forkerte medicin, der vil dække de omkostninger, der er forbundet med social dumping”:
– De uærlige kan bare trække på skuldrene og køre der ud af, fordi der er en fond, der betaler i sidste ende, siger Ole Draborg.
Han frygter, at politikerne i Folketinget vil falde for fristelsen til at gøre de to arbejdsmarkedsparters forslag til lovgivning:
– Det er et rendyrket eksempel på, at arbejdsgiverne hopper fra tue til tue for at undgå kædeansvar. Ved de sidste par overenskomster har vi fået alle mulige spøjse regler om 48-timers møder, lønfastsættelse ud fra kvalifikationer og så videre for at undgå kædeansvar. Nu kommer så også forslaget om en fond, som alle virksomheder skal betale til. Man strikker et kludetæppe sammen, og vi må spørge os selv, om det er bedre end det, vi måske alligevel ender med – kædeansvar, slutter Ole Draborg.
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
';