Et højere tilskud fra staten end forventet betyder, at der er gode anlægsprojekter i vente i regionskommune Bornholm efter nytår. Det siger Dansk Byggeri i en kommentar til det indgåede budgetforlig.
– Der er gode anlægsprojekter i budgettet især indenfor renovering af kommunale bygninger og på vejvedligeholdelsen. Det er vi naturligvis glade for. Vi håber, at opgaverne bliver planlagt og udbudt på en måde, så opgaverne spredes ud over året, og så der bliver tid til at regne tilbud, siger Jens Koefoed, formand for Dansk Byggeri Bornholm til Bornholms Tidende.
Han tilføjer, at han både tror og håber, at de lokale medlemsvirksomheder på Bornholm er så konkurrencedygtige, at opgaverne fortrinsvis vil blive udført af lokal arbejdskraft.