Egon Majlund, der er bygningssagkyndig, har rettet henvendelse til Folketingets By- og Boligudvalg og påpeget, at de bygningssagkyndige efter hans mening er uden retssikkerhed.
Han henviser til en sag, hvor en bygningssagkyndig ved udarbejdelsen af en tilstandsrapport skal afdække synlige fejl og skader ved en ejendom i forbindelse med en hushandel.
Dagsdato tilstand
Derefter kan en køber klage over fejl og skader cirka to år efter overtagelse af ejendommen. Men køber har i samme periode beboet ejendommen og kan dermed selv have påført ejendommen skader, bevidst eller ubevidst.
Herefter udpeger Disciplinær- og Klagenævnet for Beskikkede Bygningssagkyndige en syns-og skønsmand til at gennemgå ejendommen for fejl og skader – med andre ord en dagsdato tilstand.
Sagens næste trin er, at syns- og skønsmanden indkalder sagens parter til at deltage i gennemgangen, men i den pågældende sag måtte den bygningssagkyndig melde fra på grund af sygdom. Han formodede, at der ville blevet fastsat en ny dato for gennemsynet, men Disciplinær- og Klagenævnet fastholdt gennemgangen på den fastlagte dato.
Umulig opgave
– Den bygningssagkyndig bliver tilbudt at komme med bemærkninger til en bygning, som han ikke har set i to år, og som har været beboet af køber, hvis adfærd kan være meget forskellig fra tidligere beboer af ejendommen. Det giver ingen mening og er en umulig opgave at udføre seriøst. Det må kræves, at alle parter i en sag er stillet lige. Det er ikke holdbart, at selvstændige erhvervsdrivende, som bygningssagkyndige er, skal udsættes for dette, slutter Egon Majlund.